Her er de tre finalister til Årets Lavemissions Træbyggeri 2025

Finalefeltet spænder fra genbrug af tømmerlager til boligbyggeri og kirke med ekstremt lavt klimaaftryk.

Tre vidt forskellige byggeprojekter er udvalgt som finalister til prisen Årets Lavemissions Træbyggeri 2025.

Fælles for dem er innovative løsninger og et markant lavere klimaaftryk end traditionelt byggeri, lyder det i en pressemeddelse fra foreningen Træ i Byggeriet, der for femte år i træk står bag uddelingen af prisen.

– Byggeriet står for over 30 procent af Danmarks samlede CO2-udledning. Derfor er det afgørende, at vi finder nye måder at bygge på, udtaler Lauritz Rasmussen, sekretariatsleder i Træ i Byggeriet.

– Med Årets Lavemissions Træbyggeri ønsker vi at fremhæve de projekter, der viser, at træ ikke blot er et alternativ, men en central del af løsningen i den grønne omstilling af byggeriet.

Annonce

Et af de nominerede projekter er LKR Innovation House i Østbirk. Her er et tidligere tømmerlager på 9.500 kvadratmeter omdannet til et moderne innovations- og kontormiljø på 14.000 kvadratmeter.

Over halvdelen af de oprindelige materialer er bevaret og genanvendt, hvilket har reduceret både ressourceforbrug og klimaaftryk markant. Projektet fremhæves som et eksempel på, hvordan transformation og genbrug kan spille en central rolle i fremtidens byggeri.

I Københavns Nordhavn er boligbyggeriet Ripple Residence også blandt finalisterne. Byggeriet rummer 13.200 kvadratmeter boliger og er opført næsten udelukkende i træ uden brug af beton over terræn.

Konstruktionen er baseret på krydslamineret træ i bærende elementer, hvilket både reducerer klimaaftrykket og lagrer CO2 i materialerne. Projektet indgår samtidig i et initiativ, der arbejder for at gøre boligbyggeri væsentligt mere klimavenligt.

Det tredje projekt er Tolvkanten, en lille kirke på 76 kvadratmeter, også placeret i Nordhavn. Bygningen er opført udelukkende i biobaserede materialer uden brug af fossile ressourcer og har et meget lavt dokumenteret klimaaftryk.

Kirken kombinerer en enkel arkitektonisk idé med bæredygtige materialer og viser, hvordan selv små bygninger kan bidrage til udviklingen af fremtidens byggeri.

Om Årets Lavemissions Træbyggeri 2025

Vinderen af prisen bliver offentliggjort på konferencen Build in Wood, der afholdes den 19. og 20. maj 2026.

De tre finalister

LKR Innovation House i Østbirk

LKR Innovation House i Østbirk. Foto: Adam Mørk.
LKR Innovation House i Østbirk. Foto: Adam Mørk.

Funktion: Innovationscenter/kontorbyggeri

Samlet klimapåvirkning: 4,6 kilo CO2-ækvivalenter pr. kvadratmeter årligt

Areal: 14.000 kvadratmeter

Bygherre: Velux

Entreprenør: K.G. Hansen

Arkitekt: Praksis

Rådgivende ingeniør: Søren Jensen


Ripple Residence i Nordhavn

Ripple Residence i Nordhavn. Foto: PR.
Ripple Residence i Nordhavn. Foto: PR.

Funktion: Boligbyggeri

Samlet klimapåvirkning: 4,7 kilo CO2-ækvivalenter pr. kvadratmeter årligt

Areal: 13.200 kvadratmeter

Bygherre: Urban Partners

Entreprenør: 5E-Byg

Arkitekt: Henning Larsen

Rådgivende ingeniør: Søren Jensen


Tolvkanten i Nordhavn

Kirken Tolvkanten i København. Foto: PR.
Kirken Tolvkanten i København. Foto: PR.

Funktion: Kirke

Samlet klimapåvirkning: 2,8 kilo CO2-ækvivalenter pr. kvadratmeter årligt

Areal: 76 kvadratmeter

Bygherre: Hans Egedes Kirke

Entreprenør: Fryd!

Arkitekt: Julius Nielsen Office

Rådgivende ingeniør: Holst Engineering


Bedømmelseskriterier

Formålet med prisen er at anerkende aktører inden for byggebranchen, der opfører byggeprojekter med udgangspunkt i træ, som samtidig har fokus på, at byggeriet opføres med et lavt CO2-aftryk i lavemissionsklassen. For at blive nomineret til Årets Lavemissions Træbyggeri 2025 skal følgende kriterier kunne opfyldes:

  • Byggeriet skal være et dansk byggeri, der er under opførelse eller færdiggjort i 2025.
  • Byggeriet skal være et træbyggeri.
  • Byggeriet skal have en deklareret LCA-beregning (livscyklusanalyse) iht. gældende BR18 regler udført med LCAbyg.
  • Byggeriets CO2-aftryk skal opfylde kravene til lavemissionsklassen. Foreningen har på baggrund af den nye differentiering mellem bygningskategorier i lavemissionsklassen for 2025 lavet følgende vægtet omregning af 2023-lavemissionsklassen, som skal opfyldes:
    Enfamiliehuse, række-/kædehuse, dobbelthuse og stuehuse: <7,4 (6,7) kilo CO2-ækvivalenter pr. kvadratmeter årligt. Etageboliger og kontorbygninger: <8,4 (7,5) kilo CO2-ækvivalenter pr. kvadratmeter årligt. Andet nybyggeri: <8,8 (8,0) kilo CO2-ækvivalenter pr. kvadratmeter årligt.
  • Byggeriet skal helst være DGNB-certificeret eller på anden måde miljøcertificeret.

Tal i parentes gælder, hvis byggeandragende er indgivet efter den 1. juli 2025.

Kilde: Træ i Byggeriet.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev