I marts 2024 købte Maycon kursus- og feriecentret Smålandshavet i Karrebæksminde af 3F i en handel, der efterfølgende er blevet tinglyst til en pris på godt 36 millioner kroner.
Den 8.350 kvadratmeter store ejendom ligger på en cirka 18.000 kvadratmeter stor grund ved lystbådehavnen, og bebyggelsen står foran en større forvandling.
Maycon vil i samarbejde med Bjerg Arkitektur omdanne stedet til et moderne strandhotel med restauranter, konferencer og wellness samt 211 hotelværelser og ferielejligheder. Nu nærmer første etape sig en realisering.
Næstved Kommunes Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalg havde sagen til politisk behandling 20. juni 2025. Her blev det besluttet at udsætte afgørelsen, fordi udvalget manglede visualiseringer af tagløsninger og en redegørelse for parkering på egen grund.
Disse oplysninger er nu indsendt, og projektet behandles igen på et ekstraordinært møde den 1. juli.
To første etaper tæt på godkendelse
Projektet er delt op i fire etaper – A, B, C og D – men kun de to første (Del A og B) er med i den aktuelle dispensationsansøgning.
Del A handler om ombygning af hovedhuset og etablering af en ny og mere indbydende hovedindgang med tagterrasse. Denne ændring kræver en mindre dispensation fra lokalplanen, da adgangsvejen bliver flyttet i forhold til det, lokalplanen foreskriver.
Del B er mere omfattende: Her ønsker Maycon at rive to eksisterende hotelfløje ned og genopføre dem med en ekstra etage, nye forbindelsesbygninger og i en ny tagform med mansardtag i stedet for saddeltag. Det vil øge bygningernes højde med 1,65 meter og tilføje omkring 1.300 kvadratmeter etageareal samt 46 nye hotelværelser.
Der søges også dispensation til at øge bebyggelsesprocenten fra 45 til 54,5. For at imødekomme parkeringskravene foreslår Maycon at benytte offentlige parkeringspladser nord for hotellet ved høje belægningsperioder – da der ikke er plads til flere pladser på grunden.
Spa, men ikke tårn
Del C, der omfatter en mindre ombygning af spa- og wellnessafdelingen, kræver ikke dispensation og kan derfor gennemføres umiddelbart.
Del D, som omfatter nedrivning og genopførelse af den markante tårnbygning samt yderligere 600 kvadratmeter udvidelse af hotellet, er foreløbigt taget ud af ansøgningen. Det vil nemlig kræve, at der udarbejdes en helt ny lokalplan.
Ifølge kommunens administration er der til gengæld grundlag for at dispensere til Del A og i begrænset omfang til Del B – forudsat at Del D udgår. Hvis dispensationen godkendes, sendes forslaget i nabohøring. Kommer der ikke væsentlige nye indsigelser, kan dispensationen gives administrativt.
Projektet skal – ud over at fungere som strandhotel – også styrke området omkring lystbådehavnen og gøre Karrebæksminde til et endnu mere attraktivt udflugtsmål. Maycon ønsker, at hotellet bliver et fælles eventhus med konferencefaciliteter, brasserie og café.





















