Indehaver Alfred Larsen fra Home Nr. Nebel og Home Blåvand er mægler i Varde Kommune, der har flest stråtækte sommerhuse i Danmark
Han kender alt til købernes syn på de idylliske sommerhuse.
– Der er lidt forskellige holdninger blandt køberne til stråtag, som han slår fast.
– Nogle er bange for udgifterne til udskiftning – og ja, det er da også dyrere end at skifte et eternittag. Men hvis man tager udgangspunkt i, at et stråtag kan holde i 30 år og fordeler udgifterne over 30 år, så er det jo ikke så voldsomt. Der har jo også været eternittage, der kun har holdt i 10 år.
Mægleren møder også købere, der mener, at sommerhuset skal være ét med stråtag.
– Nogle forbinder et stråtækt hus med et ’rigtigt sommerhus’ og køber huset af den grund, og nogle finder også charme i, at et område med kun stråtækte huse er pænt og attraktivt, siger Alfred Larsen.
Stråtag kræver forklaring
Hvis der er en stråtagsklausul på en ubebygget grund, så er grunden som regel billigere og lidt sværere at sælge, end hvis der ikke er krav om stråtag. Men ellers er priserne typisk ikke lavere på sommerhuse med stråtag, oplever Home-mægleren.
– Man skal måske nok “sælge lidt bedre”, hvis det er en køber, som er i tvivl. Men hvis man forklarer omkostninger, holdbarhed, et hyggeligt hus osv. kan det godt gå, siger han.
Han forudser, at der ikke kommer mange flere huse med stråtag i fremtiden, end der er nu.
– Det er næsten kun på grunde, hvor der er stråtagskrav, at der bygges sommerhuse med stråtag i dag. Enkelte gange er der købere, der synes, at det er pænere og bygger med stråtag, selv om der ikke er krav om det, siger Alfred Larsen fra Home.
Han bor selv i en stråtækt ejendom.
– Det er jo et behageligt hus at bo i. Koldt indendørs om sommeren og lunt om vinteren, siger han.
Se hvad der er til salg hos Home Nr. Nebel og Home Blåvand
Fordele og ulemper ved stråtage
Fordele
- Æstetisk appel: Stråtage har et naturligt og romantisk udseende, der patineres smukt over tid.
- Isolerende egenskaber: God isoleringsevne, som kan sammenlignes med moderne isoleringsmaterialer.
- Bæredygtighed: Strå er et naturligt materiale med lav miljøpåvirkning og binder CO2 under vækst.
- Arkitektonisk fleksibilitet: Kan tilpasses næsten enhver tagform og integreres godt med andre byggematerialer.
Ulemper
- Brandfare: Øget risiko for brand, hvilket medfører højere forsikringspræmier og strenge bygningsreglementer.
- Vedligeholdelse: Kræver regelmæssig vedligeholdelse og professionel inspektion.
- Økonomi: Kan være dyrt på grund af materialer og arbejdskraft samt højere forsikringsomkostninger.
- Skadedyr: Udsat for skadedyr som fugle og insekter, som kan skade taget.
Kilde: Bolius.
Flest stråtag i disse kommuner
De tre kommuner med flest sommerhuse med stråtag er:
- Varde (1.373 sommerhuse)
- Ringkøbing-Skjern (1.347 sommerhuse)
- Holstebro (841 sommerhuse)
De stråtækte sommerhuse er skævt fordelt i landet. Med 11 procent af alle sommerhuse har Vestjylland flest, mens Sydjylland kommer lige efter med 10 procent.
Ellers er stråtag i sommerlandet lidt af et sjældent syn mange steder.
I alt 9.128 sommerhuse i hele landet har stråtag, det er kun 4 procent af alle sommerhuse.
Holstebro Kommune har den største procentuelle andel med 30 procent.
I alt har cirka 53.000 bygninger i Danmark stråtag. Heraf udgør sommerhuse 17 procent.
Til salg med stråtag: Der er godt 350 sommerhuse at vælge imellem pt.
Kilde: Boligsiden.dk / Danmarks Statistik.