Finans Danmark har offentliggjort de nyeste tal for boligudbuddet i august 2025, og statistikken tegner et billede af et presset boligmarked i landets største byer.
For anden måned i træk er antallet af ejerlejligheder til salg i Københavns Kommune faldet til under 1.000. Det er aldrig sket før i statistikkens historie og understreger et historisk lavt udbud. Sammenlignet med august sidste år er antallet af lejligheder på markedet faldet med mere end 39 procent.
– Det rekordlave udbud af ejerlejligheder i København betyder, at mange købere oplever et boligmarked med få valgmuligheder og høje priser, udtaler Peter Jayaswal, underdirektør for Realkredit, ejendomsfinansiering og samfundsomstilling, i en pressemeddelelse.
– Når konkurrencen om lejlighederne øges, bliver de typisk solgt hurtigere og dyrere. Det er et mønster, vi har set flere gange før – og det forstærkes i år af det historisk lave udbud og den fortsat robuste økonomi.
Den lave tilgængelighed presser priserne op. På landsplan er priserne på ejerlejligheder steget med knap 10 procent det seneste år, men især København trækker udviklingen.
Her er priserne steget med over 15 procent, og den gennemsnitlig udbudpris ligger i København på 76.326 kroner per kvadratmeter. Det svarer til, at en gennemsnitlig ejerlejlighed på 85 kvadratmeter i august 2025 blev udbudt til næsten 6,5 millioner kroner. Det er det højeste niveau nogensinde.
Efterspørgslen ses også i liggetiden, altså hvor længe lejlighederne er til salg. I København er den gennemsnitlige liggetid faldet med mere end 32 procent på ét år, hvilket viser, at boligerne sælges hurtigere, og køberne konkurrerer hårdere om det begrænsede udbud.
Lignende tendenser ses i Aarhus Kommune, hvor udbuddet af ejerlejligheder er faldet med næsten 39 procent, mens liggetiden er reduceret med næsten 36 procent. Her var den gennemsnitlig udbudspris for ejerlejligheder i august 2025 på 36.798 kroner per kvadratmeter.























