Historisk få tomme butikker på Strøget og Købmagergade

Ledigheden i Københavns mest travle handelsgader er nu lavere end før corona-pandemien, og især de store butikslokaler bliver hurtigt udlejet.

Partner Philip Monge fra Cushman og Wakefield RED. Foto: PR.
Partner Philip Monge fra Cushman og Wakefield RED. Foto: PR.

Nye tal fra Cushman & Wakefield RED viser, at antallet af tomme butikker på Strøget og Købmagergade er faldet markant i årets første kvartal, skriver ejendomsrådgiveren i en pressemeddelelse.

Tomgangen er nu nede på knap 4 procent, hvilket er det laveste niveau siden før corona-pandemien ramte detailhandlen.

Under krisen i 2021 og 2022 stod næsten 60 butikslokaler tomme på de to handelsgader, svarende til en tomgang på knap 20 procent. I dag er antallet af ledige butikker faldet til under 20.

– Vi oplever nu, at udlejningerne forekommer hyppigere og hurtigere end opsigelserne, og tomgangen presses ned på tværs af alle områder. Efter flere år med en jævn positiv tomgangs-udvikling, ser vi nu, hvad der bedst kan beskrives som en ketchup-effekt, udtaler Phillip Monge, partner i Cushman & Wakefield RED.

Han understreger, at alle strækninger på både Strøget og Købmagergade effektivt har reduceret tomgangen fra toppene i henholdsvis 2021 og 2022.

– Den skygge, som var kastet over markedet efter Covid-19, er nu en saga blot, siger Phillip Monge.

Særligt udenlandske detailkæder har været med til at øge efterspørgslen efter butikslokaler i København. Samtidig viser tallene, at det især er de større lejemål, der bliver revet væk, hvilket også betyder, at tomgangsprocenten målt på areal falder hurtigere end antallet af ledige butikslokaler.

Det gennemsnitlige areal for ledige butikker i stueetagen er derfor faldet til det laveste niveau i mindst syv år. Ifølge Phillip Monge peger udviklingen på, at mange virksomheder efterspørger større butikker med plads til bredere sortimenter og større butikskoncepter.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev