Historisk havnebygning sat til salg for godt 12 millioner kroner

Vandteknologivirksomhed har sat et tidligere sømandshjem fra 1903 på Esbjerg Havn til salg. Ejendommen udbydes som moderne kontordomicil.

Det gamle sømandhjem på havnen i Esbjerg er sat til salg. Foto. Nordicals.
Det gamle sømandhjem på havnen i Esbjerg er sat til salg. Foto. Nordicals.

Den markante ejendom Det Gamle Sømandshjem på havnen i Esbjerg er sat til salg til en pris på 12,3 millioner kroner, skriver JyskeVestkysten.

Det er vandteknologivirksomheden Aqua-Teknik, der ønsker at afhænde bygningen, som har fungeret som virksomhedens hovedsæde i mere end ti år.

Ifølge ejer og direktør Kim Carlsen har beslutningen om at sætte ejendommen til salg ikke været nem at tage.

– Vi har også brugt en mindre formue på kontinuerlig ombygning og vedligehold af ejendom, men vi vil gerne vente lidt med at fortælle om årsagen udbuddet af ejendommen, fortæller Kim Carlsen til JyskeVestkysten.

Annonce

Ejendommen er opført i 1903 og tegnet af Jens Chr. Kofoed. Den rummer 1.081 kvadratmeter fordelt på fire etager og kælder og ligger på en grund på knap 1.800 kvadratmeter centralt placeret mellem by og havn tæt ved Dokhavnen. Der hører desuden omkring 30 parkeringspladser til ejendommen.

Bygningen fremstår i dag som et klassisk rødstensdomicil med skifertag og historiske detaljer.

Aqua-Teknik flyttede ind i bygningen efter at have forladt en tidligere adresse, hvor rådgivningsvirksomheden Rambøll senere opførte sit domicil. Siden indflytningen er ejendommen blevet gennemgribende renoveret og tilpasset moderne behov. Også rederiet Esvagt har tidligere haft til huse i bygningen.

Ejendommen er sat til salg hos Nordicals.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev