
Et mere end 100 år gammelt vandtårn i Middelfart er nu sat ned i pris med 2 millioner kroner efter et halvt år uden et salg.
Det skriver Fyens.dk.
Ejendommen, der er indrettet som minihotel og konferencested, blev oprindeligt udbudt til 6,8 millioner kroner, men udbydes nu til 4,8 millioner kroner.
Ifølge ejendomsmægler Jørgen Færch er prisnedsættelsen nødvendig for at tiltrække nye købere.
– Hvis vi skal have nogle nye købere i spil, skal det være noget, der batter noget. At skære 100.000 eller 200.000 af er ligegyldigt, det gør jo ingen reel forskel i den prisklasse, siger Jørgen Færch til Fyens.dk.
Allerede kort efter nedslaget er interessen steget markant, og flere potentielle købere har vist interesse for materialet.
Vandtårnet er hidtil blevet fremvist seks-syv gange, primært til erhvervsdrivende. Der har dog endnu ikke været konkrete forhandlinger tæt på et salg. Ejeren, Peter Winding, har ikke hastværk med at sælge, men ønsker, at ejendommen bliver taget i brug.
Vandtårnet blev opført i 1894 som en del af det daværende psykiatriske hospital og er tegnet af arkitekt William Petersen. Ejendommen blev købt af Peter Winding i 2009 for 450.000 kroner og siden ombygget for omkring 5 millioner kroner.
I dag fremstår bygningen som et fuldt funktionelt minihotel med plads til 28 gæster. Den 28 meter høje ejendom rummer 221 kvadratmeter fordelt på flere etager med værelser, køkken, mødelokale og opholdsrum samt en vinkælder. Til ejendommen hører en grund på 800 kvadratmeter med seks parkeringspladser.











