Historiske museumsbygninger omdannes til hotel

Hotel udvider i samarbejde med pensionsselskab til 150 værelser ved at ombygge to bygninger, der hidtil har fungeret som museumsbygninger.

Hotel Koldingfjord udvider sin kapacitet og giver samtidig nyt liv til to af områdets historiske bygninger.

De tidligere museumsbygninger Granly og Fjordglimt, som indtil starten af 2025 husede Dansk Sygeplejehistorisk Museum, skal nu ombygges til 18 hotellejligheder og -værelser.

Udvidelsen betyder, at hotellet fremover får 150 værelser, oplyses det i en pressemeddelelse fra hotellet, som ejes af Pensionskassen for sygeplejersker og lægesekretærer.

Renoveringen af de to ejendomme forventes at begynde i 2026, når museet er færdigt med at lukke ned. De første gæster ventes at kunne tjekke ind i sensommeren samme år.

– De to bygninger er en del af det samlede bygningskompleks, vi befinder os i på Hotel Koldingfjord, og derfor er det naturligt, at vi overtager driften, efter museet lukkede. Vi gør det med fuld respekt for stedets historie og museets mange gode år, og vi vil i indretningen bevare nogle af museets affekter, der fortsat kan være med til at fortælle stedets historie, siger Peder J. Madsen, der er direktør for Hotel Koldingfjord.

Hotel Koldingfjord udvider ved at omdanne de to historiske ejendomme Granly og Fjordglimt til hotellejligheder og -værelser. Foto: PR.
Hotel Koldingfjord udvider ved at omdanne de to historiske ejendomme Granly og Fjordglimt til hotellejligheder og -værelser. Foto: PR.

Begge bygninger har en lang historie bag sig: Fjordglimt blev opført i 1917 som en pavillon for tuberkuloseramte børn, mens Granly kom til i 1933 med samme formål.

Fjordglimt har siden fungeret som hovedbygning for museet, mens Granly husede arkiver og magasiner.

Ombygningen sker i samarbejde med PKA Ejendomme og Aart Architects. De nye hotellejligheder vil inkludere små køkkener, og flere får egen terrasse med udsigt over fjorden og beliggenhed midt i fredskoven.

– Det bliver et sted, hvor man virkelig kan få fred og ro til refleksion og fordybelse, lyder det fra Peder J. Madsen.

Indretningen kommer til at lægge sig op ad samme stilmæssige linje med skandinavisk møbeldesign, som Hotel Koldingfjord er kendt for, oplyses det.

Hele Hotel Koldingfjord blev oprindeligt opført som et julemærkesanatorium i starten 1900-tallet. Ejendommene blev i samarbejde med Vilhelm Lauritzen Arkitekter omdannet til hotel- og konferencecenter i 1990. Fjordglimt og Granly blev i 1999 indrettet til Dansk Sygeplejehistorisk Museum.

Tilmeld Nyhedsbrev