Kort før butikkerne tager hul på julehandlen, er 3,2 procent af butiksarealet i Danmark udbudt til leje eller til salg, selvom den danske økonomi er stærk og beskæftigelsen høj.
Det er det højeste niveau for tomgang for butikslokaler i fire år, viser det kvartårlige Ejendomstorvet Markedsindeks over erhvervslokaler.
Det skriver erhvervsportalen i en pressemeddelelse.
– Der er især sket en stigning i antallet af mindre lejemål. Det kunne tyde på, at færre iværksættere end normalt har kastet sig ud i tilværelsen med egen butik, café eller kaffebar, udtaler Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.
I øjeblikket er 11.200 erhvervslejemål og ejendomme over hele landet udbudt på Ejendomstorvet.dk. Heraf er lidt over 2.200 lokaler til enten butikker, spisesteder eller takeaway – mod 2.100 lokaler for et halvt år siden.
– Forbrugertilliden har bevæget sig den forkerte vej siden sommeren og ligger på det laveste niveau i 10 måneder. Så selv om rekordmange danskere er i job, passer forbrugerne godt på pengene – måske fordi der stadig er krig i Europa, og fordi mange varer er mærkbart dyrere end for et-to år siden, udtaler siger Ole Hækkerup, administrerende direktør for Dansk Ejendomsmæglerforening.
Detailchefen i en landsdækkende erhvervsmæglerkæde peger på, at flere tendenser præger detailhandlen.
– Nogle kæder har trimmet deres butiksnet, mens kæder som Normal og Jem & Fix udvider. Hos os går udlejningen generelt godt, men vi kan også mærke, at nogle lejere er blevet mere kræsne; de har mere at vælge imellem og kan for eksempel være kritiske over for lejeniveauet, udtaler Frank Heskjær fra EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Han påpeger, at markedet efterhånden har absorberet de lukkede Aldi- og Irma-butikker, og der er en stigende tendens til alternative anvendelser af butikslokaler. Eksempelvis åbner flere nethandelsvirksomheder fysiske butikker.
– Det er sværest at udleje lokaler i udkanten af bykernerne og nogle af de store boksbutikker uden for bycentrene, siger Frank Heskjær.
I hele landet er der lidt over 20,8 millioner kvadratmeter butiksareal, og ved indgangen til 4. kvartal var lige knap 670.000 kvadratmeter udbudt til leje eller salg på Ejendomstorvet.dk – mod 628.700 kvadratmeter et halvt år tidligere. Målt som andel af det samlede butiksareal svarer udbuddet til 3,2 procent – mod 2,6 procent før krigsudbruddet i Ukraine i februar 2022.