Højhus rives ned og erstattes af 124 boliger

Mere end 50 år gammelt højhus med 116 boliger fordelt på 15 etager bliver nu pillet ned. Det skal erstattes af nybyggeri.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Den 15 etager høje boligblok på Kløvervej i Fjordparken i Kolding blev opført i 1969, og nu har den udtjent sin værnepligt.

Byrådet i Kolding Kommune godkendte i december 2021 nedrivningen af højhuset. Et år tidligere havde politikerne godkendt en renovering af afdelingen på Kløvervej 33-37, men det viste sig, at det ville blive alt for dyrt.

Alfabo er derfor begyndt at pille højhuset med 116 lejligheder ned, oplyser den almene boligorganisation i en pressemeddelelse.

– Alfabo har lagt et stort arbejde i at undersøge, om det kunne betale sig at renovere bygningen. Det har vist sig, at det kunne det ikke. Derfor er det den helt rigtige beslutning at tage den ned, udtaler Kolding Kommunes borgmester Knud Erik Langhoff (K).

– Og som det typisk er for Alfabo, så bliver det gjort ordentligt. Først har I taget vare på beboerne. Derefter den tekniske del og med ansvar for miljøet og ressourcerne.

Den sidste beboer flyttede fra højhuset 30. december 2024, og arbejdet med at tømme bygningen for genbrugsmaterialer er i gang. Den gamle Røde Kors-butik er allerede fyldt med døre, komfurer og køle-fryseskabe, som blandt andet skal bruges i andre Alfabo-boliger.

Den egentlige nedbrydning begynder midt i august, hvor etage for etage fra toppen nedbrydes af maskiner. Først i midten af 2026 forventes det, at bygningen er helt væk.

Nedrivningen koster ifølge Kolding Kommune godt 90 millioner kroner. Parkeringskælderen og den bygning, hvor Rema 1000 ligger, nedrives ikke, og der arbejdes på en fysisk overgang fra området og til et nyt byggeri via en taghave.

Parkeringskælderen renoveres, og det nye byggeri, der ønskes opført på den matrikel, hvor højhuset står, forventes at overtage parkeringskælderen.

Højhuset erstattes nemlig af et 11.000 kvadratmeter stort nybyggeri i form af flere bebyggelser med i alt 124 lejligheder på mellem 65 og 115 kvadratmeter og med to-fem værelser. Desuden er der planer om at omdanne den eksisterende dagligvarebutik i området til boliger.

Alfabo samarbejder med Sweco og Sweco Architects om det kommende projekt, der opføres i i to-syv etager. Den forventede pris på projektet er endnu ikke offentliggjort.

I løbet af juni forventes det, at politikerne i Kolding Kommune bliver præsenteret for et lokalplanforslag, der skal bane vej for projektet. Hvis den politiske proces forløber uden gnidninger, kan lokalplanen forventes endeligt vedtaget i slutningen af oktober 2025.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling