
Det ambitiøse boligprojekt The Yard Tower på Aalborgs havnefront er aldrig blevet realiseret. Og hvis det skal realiseres, skal en ny udvikler tage over.
Efter konkursen i ejendomskoncernen TSG Group er byggegrunden på Stuhrs Brygge på Østre Havn nemlig blevet sat til salg.
Det skriver Nordjyske.
Projektet blev lanceret som et af byens mest luksuriøse med store lejligheder, eksklusive materialer og en markant placering på den yderste havnekaj, hvor Aalborg Værft tidligere lå.
Planen var at opføre en ti etager høj boligbygning med tre etager under jorden, men byggeriet blev aldrig påbegyndt.
Bag projektet stod ejendomsudvikleren Jesper Skovsgaard, som i mange år har ejet grunden og tidligere har udviklet nabobyggeriet The Old Yard, der stod færdigt i 2017.

Han solgte senere TSG Group, som efterfølgende gik konkurs med krav, der ifølge Nordjyske er opgjort til 1,2 milliarder kroner.
Den største panthaver er kapitalforvalteren ArthaScope, som har pant i grunden og derfor bestemmer det videre forløb.
– Planen er, at konkursboet vil sælge til højestbydende, oplyser ArthaScope til Nordjyske.
Lokalplanen giver mulighed for 3.600 kvadratmeter byggeri i op til ti etager med boliger samt mulighed for café, restaurant eller hotel.






















