Højhusprojekt i Horsens nedstemt

Efter en kort genoplivning er planen om et ni etager højt bolig- og erhvervstårn på Vejlevej i Horsens igen lagt død. Politikerne siger nej.

I samarbejde med Ginnerup Arkitekter har Base Erhverv gennem flere år arbejdet med et højhusprojekt på Vejlevej 58 i Horsens, og i sidste uge kunne Dansk Byudvikling oplyse, at projektet var blevet genoplivet.

Men levetiden skulle vise sig at være kort.

Af et referat fra de seneste møde i Plan- og Vejudvalget fremgår det, at politikerne i udvalget har nedstemt en indstilling fra kommunens direktion om at igangsætte arbejdet med et nyt plangrundlag for projektet.

Tårnet skulle ligge på en højt placeret grund og ville derfor kunne ses fra store dele af byen og det omkringliggende landskab. Området er i kommuneplanen udpeget til høje huse, men den nuværende plan tillader kun byggeri på op til to etager og 8,5 meters højde.

For at realisere projektet ville det derfor være nødvendigt at ændre kommuneplanen, så højden, bebyggelsesprocenten og anvendelsen kunne tilpasses.

Bygherren ønskede at indrette de nederste etager til erhverv og de øverste til boliger.

Inden projektet kunne gå videre, skulle der laves en grundig vurdering af, hvordan bygningen ville påvirke bybilledet, omgivelserne og trafikken, samt om den ville bidrage positivt til Horsens’ skyline og byliv. Der skulle også tages højde for støjforhold, da området ligger i et støjbelastet område.

Dermed er projektet ikke sat i gang, og en eventuel fremtidig lokalplanlægning afhænger af, om sagen tages op igen.

Tilmeld Nyhedsbrev