Hofor har taget første spadestik til det, der bliver hovedstadens hidtil største varmepumpe. Anlægget placeres i den bevaringsværdige pumpestationsbygning på Kløvermarken på Amager, som dermed får nyt liv som en central del af fremtidens fjernvarme.
Det oplyser forsyningsselskabet i en pressemeddelelse.
Hvis projektet forløber som planlagt, kan varmepumpen fra januar 2028 levere varme svarende til forbruget i cirka 13.500 københavnske husstande. Varmen hentes fra renset spildevand fra Renseanlæg Damhusåen, som i store mængder passerer pumpestationen på vej mod Øresund. I dag løber spildevandet stadig relativt varmt ud i havet, men fremover skal energien i stedet udnyttes til opvarmning af byen.
Placeringen er valgt, fordi området samler alle nødvendige elementer, forklarer John Halkjær Christensen, der er områdechef i Hofor Fjernvarme.
– Vi har en smuk, gammel industribygning fra 1901 i form af den tidligere pumpestation, der har stået tom, siden vi opførte en moderne pumpestation ved siden af, udtaler John Halkjær Christensen.
– Samtidig kan vi koble varmepumpen på et eksisterende fjernvarmerør i Vermlandsgade – hvor der desuden ligger en transformerstation, som kan levere strøm til varmepumpen.
Den rensede spildevandsenergi leveres af spildevandsselskabet Biofos, mens varmepumpen drives af elektricitet fra blandt andet vindmøller og solceller.
Arbejdet foregår i første omgang på Hofors egen grund, men fra 5. januar 2026 bliver det nødvendigt at arbejde under Kløvermarksvej for at koble anlægget til spildevandsrørene. Derfor lukkes en del af vejen for trafik i en periode på cirka seks måneder, og trafikken ledes i stedet uden om Kløvermarkens Idrætsanlæg via Raffinaderivej.
Den gamle pumpestationsbygning blev opført i 1901 og tegnet af stadsarkitekt Ludvig Fenger.
Den fungerede i mere end hundrede år som spildevandspumpestation for både husholdninger, regnvand og de tidlige industrikvarterer på Amager, indtil funktionen i 2019 blev flyttet til en ny bygning.























