Holberg Fenger holder fast i byggeplan i Vanløse

Kaos og stilstand har ifølge medie gjort byggegrunden bag plankeværket til en af Vanløses mest udskældte. Nu lover bygherren byggestart.

Visualisering af projektet V360 i Vanløse: Christensen & Co.
Visualisering af projektet V360 i Vanløse: Christensen & Co.

Den tomme byggegrund ved Jernbane Allé 41 har i mere end ti år været et symbol på frustration midt i Vanløse, skriver KøbenhavnLiv.

Tilbage i 2012 blev en lokalplan for det 22.000 kvadratmeter kvadratmeter store projekt vedtaget.

Siden da er der gået omtrent lige så lang tid, som det tager at bygge et supersygehus, men byggegrunden er stadig tom.

Nu lover bygherren, Holberg Fenger Gruppen, at byggeriet går i gang til foråret, og at projektet står færdigt i 2028 – selv om der endnu ikke er givet byggetilladelse.

Annonce

– Vi er helt fortrøstningsfulde om at det lykkes denne gang. Vi er lige kommet ud med et godt årsregnskab, og vi har i dag en fantastisk forretning, siger Flemming Holberg Fenger til KøbenhavnLiv.

Holberg Fenger Gruppen ejer ejendomme og projekter i Danmark for mere end 1,3 milliarder kroner.

I det seneste årsregnskab for 2024/2025 fordoblede koncernen næsten deres resultat til 66 millioner kroner fra omkring 35 millioner kroner før skat året før, skriver KøbenhavnLiv med henvisning til Ejendomswatch.

Byggeprojektet går under navnet V360 eller Tårnhusene og omfatter to tårne i seks og 11 etager på en base i to etager, og tårnene skal rumme hotellejligheder, mens stueetagen og første skal rumme butikker, serviceerhverv og kontorer.

I 2022 vedtog et lille flertal i Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune en række dispensationer, der skulle sætte skub i byggeriet.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev