Home.Earth køber Smedeland 12 og 16 i Albertslund af MTX Ejendomme. Foto: PR.
Home.Earth køber Smedeland 12 og 16 i Albertslund af MTX Ejendomme. Foto: PR.

For nylig lukkede Home.Earth sin fjerde kapitalrejsningsrunde med tilsagn om over 500 millioner kroner og Nordea-fonden som ny investor ombord.

Den nye egenkapital skal blandt andet bruges til at købe yderligere byggeretter i Storkøbenhavn, og nu har ejendomsudvikleren købt to ejendomme på Smedeland 12 og 16 i Hersted Industripark i Albertslund som led i omdannelsen af området.

Planen er at udvikle et nyt boligprojekt med fokus på bæredygtigt byggeri og fællesarealer, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

– Ejendommene på Smedeland passer godt til det, Home.Earth gerne vil. Grunden har en god størrelse til at kunne lave gode boliger med attraktive fællesarealer, siger Michael Helbo, som er investerings- og udviklingsdirektør i Home.Earth

Ifølge Home.Earth skal projektet være med til at sætte nye standarder for bæredygtigt byggeri. Selskabet peger på, at området har en størrelse, der gør det muligt at skabe både boliger og attraktive fællesområder.

Samtidig oplyser virksomheden, at købet blot er det første i en større investeringsstrategi.

– Dette køb er det første af flere. Vi har besluttet at forøge vores portefølje kraftigt, og det betyder, at vi har stor appetit på at købe grunde med byggemuligheder samt eksisterende moderne boligejendomme, udtaler Peter Lassen, transaktionschef hos Home.Earth.

Ejendomsmægleren Elevate Development stod for handlen. Sælger af de to grunde på henholdsvis 10.000 og 6.600 kvadratmeter er MTX Ejendomme.

I nabolaget er adskillige store projekter på tegnebrættet, og så sent som i marts godkendte politikerne i Albertslund Kommune en lokalplan, der giver mulighed for at bygge over 1.200 boliger.

Desuden blev en lokalplan for 160 boliger i sidste uge sendt i høring, mens et andet projekt med 610 lejligheder og rækkehuse endnu må vente lidt på politikernes godkendelse.

Endeligt har pensionskassen Velliv store planer for Bøje Nielsens ikoniske højhus i området.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev