Henrik Bengtson (til venstre) og Per Mørkenborg fra Home Projekt København. Foto: PR.
Henrik Bengtson (til venstre) og Per Mørkenborg fra Home Projekt København. Foto: PR.

Home samler nu projektsalg og projektudlejning i den nye afdeling Home Projekt København.

Den skal rådgive bygherrer, udviklere, pensionskasser og fonde om boligprojekter i København, Storkøbenhavn og dele af Sjælland, skriver ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse.

Afdelingen får knap 30 medarbejdere og ledes af Henrik Bengtson og Per Mørkenborg, der tilsammen har mange års erfaring med henholdsvis projektsalg og projektudlejning.

– Det er to stærke specialer, vi nu samler i én afdeling. Henrik har en enorm erfaring med projektsalg i København, og jeg har gennem mange år arbejdet indgående med projektudlejning, genudlejning og større boligprojekter, udtaler Per Mørkenborg.

– Det giver os en kombination af kompetencer, data og markedskendskab, som placerer Home Projekt København meget stærkt i hovedstaden.

Ifølge Home skal rådgivningen begynde allerede i udviklingsfasen, hvor beslutninger om blandt andet boligstørrelser, priser og målgrupper bliver truffet.

Virksomheden vil bruge egne markedsdata, kunstig intelligens og erfaringer fra tusindvis af boliger til at give bygherrer et bedre grundlag for at udvikle projekterne, inden de bliver sat til salg eller udlejning.

– Projektsalg og projektudlejning handler ikke kun om at sætte boliger i markedet, udtaler Henrik Bengtson.

– De vigtigste beslutninger træffes langt tidligere. Hvilke boliger skal der bygges? Hvor store skal de være? Hvem er målgruppen? Og hvad kan markedet bære? Det er her, vi kan skabe værdi for bygherrer og investorer, fordi vi både har erfaringen, dataene og den konkrete føling med markedet.

Med den nye afdeling er ambitionen at gøre Home til en endnu stærkere rådgiver for professionelle aktører, der udvikler, sælger eller udlejer boligprojekter i hovedstadsområdet.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev