Hotel Vejlefjord investerer omkring 30 millioner kroner i en større udvidelse med nyt spaområde og 15 ekstra værelser, skriver VAFO.dk.
Planerne kommer, fordi hotellet oplever stigende pres på kapaciteten, særligt fra større konferencer.
– Vi ligger i en gråzone, når det kommer til værelseskapacitet. Nogle af de hold, der elsker at komme her, bliver større og større, og vi risikerer at tabe dem, hvis ikke vi har kapaciteten til at kunne servicere dem, hotellets direktør Flemming Jakobsen til VAFO.dk.
Første del af udvidelsen blev gennemført sidste år med åbningen af et udendørs thalasso-spa på 60 kvadratmeter. Nu arbejder hotellet videre med næste fase, som blandt andet skal rumme hamam, caldarium og rasul-behandlinger.
Samtidig afventer hotellet de sidste godkendelser til opførelsen af 15 nye værelser. Flemming Jakobsen oplyser, at planerne har været undervejs i flere år, men at processen med myndighedsgodkendelser har taget tid.
Når tilladelserne er på plads, forventes byggeriet at vare omkring seks måneder.
Hotellet peger også på, at konferencemarkedet blev ramt af international uro i første halvdel af 2025. Usikkerhed om verdensøkonomien og toldsatser fik flere virksomheder til at holde igen med møder og konferencer uden for huset.
Trods udfordringerne forventer Hotel Vejlefjord vækst i alle dele af forretningen i 2026.
Hotellet er ejet af Vejlefjord-fonden. Ifølge Flemming Jakobsen er målet ikke at skabe størst muligt overskud, men at sikre økonomi til fortsat at udvikle og vedligeholde hotellet.
Hotellet med godt 90 ansatte fik i 2025 et resultat før skat på 5,8 millioner kroner, mens det efter skat lød på 4,5 millioner kroner. Bruttofortjenesten var på knap 52 millioner kroner.
Fonden ejer selve hotelejendommen gennem et særskilt ejendomsselskab. Ejendommen er bogført til en værdi af godt 93 millioner kroner.























