Danske restauranter døjer med et tungt efterslæb fra coronapandemien og en usædvanlig høj usikkerhed, viser en ny hotel- og restaurationsanalyse fra Deloitte. Det skriver konsulentvirksomheden i en pressemeddelelse.
Tiderne er fortsat usikre, men brancherne kan til gengæld trække på erfaringer fra coronapandemien, lyder det fra Deloitte.
– Ingen ved, hvornår den næste krise indtræffer, og derfor må hotel- og restaurationsbranchen ruste sig med de mest agile forretningsmodeller. Mens nogen har held med at opkøbe eller lade sig opkøbe for at stå stærkere, har andre haft held med at tilkoble et ekstra forretningsben. For eksempel restauranter, som har tilføjet en takeaway-løsning, udtaler brancheleder for hotel- og restaurationsbranchen Claus Jorch Andersen fra Deloitte.
Ifølge analysen fra Deloitte går omsætningen i restauranterne den rigtige vej, når der sammenlignes med sidste år, hvor branchen var ramt af coronanedlukninger. Restauranternes omsætning voksede fra 2020 til 2021 med knap 19 procent – fra 37 milliarder kroner i 2020 til 44 milliarder kroner i 2021. Men hverken hotellerne eller restauranterne er ifølge Deloittes nye nøgletal på niveau med tiden før pandemien. Restauranternes omsætning er knap 8,5 procent under det niveau – fra 48 milliarder kroner i 2019 til 44 milliarder kroner i 2021, og hotellernes omsætning er dalet fra et 2019-niveau på 18 milliarder kroner til 15 milliarder kroner i 2021.
– To år med aktivitetsfald og indtjeningstab gør også fortsat ondt på branchen, og det er tydeligvis svært at tjene penge – selv på toppen af en højkonjunktur. Restauranterne lider under, at de kun har et begrænset antal borde til rådighed, og de kan derfor ikke på samme måde som andre brancher skrue ekstra meget op for kapaciteten for at indhente det tabte, udtaler Claus Jorch Andersen.
Efter pandemien har en stor udfordring for branchen været manglen på arbejdskraft. Nye tal fra Danmarks Statistik tyder dog på jobvækst i branchen fra restriktionerne blev ophævet i 2021. Tallene i Deloittes dugfriske analyse afslører derudover, at branchen har tilpasset sin omkostningsbase og formået at tjene flere penge med færre hænder til rådighed. Det primære resultat per ansat i gennemsnit er således steget fra -449 kroner i 2020 til +42.000 kroner i 2021, skriver Deloitte.
Andelen af restauranter med overskud er steget med cirka 30 procentpoint – fra 51,5 procent i 2020 til 67 procent i 2021.
– Restauranterne har ufrivilligt været nødt til at løbe stærkere og foretage nogle justeringer, der har gjort dem mere effektive i driften. Det har båret restauranterne flot igennem en periode, hvor der har været rift om restaurantbookingerne. Men spørgsmålet er, hvorvidt det på sigt er bæredygtigt, at medarbejderne skal holde tempoet ekstra højt, udtaler Claus Jorch Andersen.
I første halvdel af 2022 har mange restauratører og hoteller fortsat kunnet lune sig på kulminationen af den ketchupeffekt, som opstod efter en tid med nedlukninger og udskudte events, skriver Deloitte videre.
– Nu bliver det spændende at se, om den positive udvikling varer ved, når vi ser frem mod regnskaberne for 2022. Nye problemstillinger synes at pible frem, og tårnhøje priser på for eksempel elektricitet og fødevarer samt ændret forbrugeradfærd har måske allerede vippet på den fine balance mellem indtjening og omkostninger, siger Claus Jorch Andersen.