Den samlede hotelkapacitet for Comwell Aarhus kommer med et nyt hoteltårn på 15 etager op på i alt 400 værelser.
Men selvom byggepladsen blev etableret i efteråret, sker der ifølge Århus Stiftstidende ikke noget.
Det er Nordstern, der står for byggeriet af tårnet, og der mangler en godkendelse fra Banedanmark, fortæller Ditte Hejberg Sorknæs, der er marketing- og kommunikationsdirektør i Nordstern, til Århus Stiftstidende.
– Vi havde regnet med, at godkendelsen ville være på plads tidligere, men vi venter stadig på den. Det er jo et spørgsmål om, at sikkerheden skal være i orden i forhold til banelegemet, der løber lige forbi byggepladsen, siger hun til avisen.
Hans Lorenzen er bygherre på projektet, der er tegnet af Arkitema i samarbejde med Afry.
Udover 161 nye hotelværelser – heraf fire suiter og ti “long stay”-lejligheder – kan hotellets gæster se frem til en skybar og restaurant på 14. og 15. etage og øverst oppe en udendørs tagterrasse på mere end 300 kvadratmeter.
Desuden kan hotellets besøgende benytte førstesalens ni nye møde- og konferencerum eller afholde selskaber og events med udsigt over Aarhus på de øverste etager. De kommende konferencelokaler kan rumme op til 370 personer.
Arkitema har i øvrigt også tegnet hotellets eksisterende hoteltårn, Aarhus City Tower, som foruden de 240 hotelværelser og konferencefaciliter til 1.000 mennesker rummer kontorlokaler, der huser advokatfirmaet Bech-Bruun og konsulentfirmaet Deloitte. Det eksisterende tårn er 23 etager og 94 meter højt.