Odense Kommune har udpeget vinderne af udbuddet om moderniseringen af Odense Stadion, som skal opgraderes, så det lever op til internationale krav inden sommeren 2028.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Tre entreprenørfirmaer og tre totalrågiverhold var prækvalificerede til opgaven, og efter en evaluering er både totalrådgiver og hovedentreprenør nu fundet.
Entreprenørvirksomheden CJ Anlæg skal stå for udførelsen af byggeriet, mens et konsortium bestående af CCO Architects og Thing Brandt Landskab med WSP som underrådgiver skal varetage rådgivningen. Parterne har tidligere erfaring med stadionprojekter i henholdsvis Fredericia og Køge.
Projektet indebærer, at stadionets hjørner lukkes, kapaciteten hæves fra 15.300 til 16.800 tilskuere, og alle pladser bliver overdækkede. Antallet af toiletter fordobles, og der etableres flere boder, ligesom VIP-faciliteterne forbedres.
– Jeg er overbevist om, at det nye stadion med plads til flere, lukkede hjørner og overdækkede siddepladser vil kunne bidrage til en endnu mere elektrisk stemning til kampene, udtaler Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S).
Arbejdet forventes at begynde i juni, hvor det eksisterende tag fjernes. Projektet ventes færdigprojekteret i september, hvorefter selve ombygningen kan gå i gang. Byggeriet skal gennemføres, mens der fortsat spilles fodbold på stadion.
Moderniseringen har en samlet anlægssum på 210 millioner kroner og er en del af en større indsats for at styrke idrætsfaciliteterne i byen. Efter en obligatorisk venteperiode kan kontrakterne underskrives, og projektet sættes i gang.
Når stadion er færdigrenoveret vil det leve op til FIFA’s og Divisionsforeningens krav.
Omkring stadion skal der sælges byggegrunde til en ny idrætsbydel med plads til 450 boliger.
De prækvalificerede virksomheder
Odense Kommune sendte sin del af projektet i udbud i december, og virksomhederne havde indtil den 19. januar til at ansøge om prækvalifikation. Følgende virksomheder blev prækvalificeret til at indgå i dialogmøder med henblik på at give et endeligt bud på opgaven:
Totalrådgivere
- Afry
Underrådgivere: Friis & Moltke og Transform
- CCO-TBL Konsortie
Konsortie bestående af Christensen & Co. Arkitekter og Thing Brandt Landskab
Underrådgiver: WSP
- Rambøll Danmark
Underrådgiver C&W Arkitekter
Hovedentreprenører
- CJ Anlæg
- Guldfeldt
- Pihl Konsortiet bestående af LM Byg og Pihl & Søn
Kilde: Odense Kommune.























