Gladsaxe Kommune opgiver planerne om at opføre en ny skole og et børnehus på Ringbogrunden i Bagsværd.
Kommunen købte i 2020 det 60.000 kvadratmeter store areal af Københavns Kommune for 138 millioner kroner.
Her var det planen, at en skole på 12.300 kvadratmeter samt 6.000 kvadratmeter idrætsfaciliteter skulle bygges på den nordligste del af grunden, mens der skulle bygges et 1.500 kvadratmeter stort børnehus med vuggestue og børnehave samt knap 21.000 kvadratmeter boliger i den sydlige del af området.
Beslutningen om at droppe skolebyggeriet er truffet af et bredt flertal i byrådet og skyldes både skærpede støjkrav til skolebyggeri og et lavere børnetal end tidligere forventet, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
De nye støjregler gør det ifølge Gladsaxe Kommune vanskeligt at placere en skole i området, da det ikke længere er muligt at etablere tilstrækkelige udendørsarealer. Samtidig viser opdaterede befolkningsprognoser, at der fremover vil være færre børn i området, blandt andet fordi der planlægges færre boliger end tidligere.
“Vi skal nu i gang med et arbejde for at tilpasse planerne for Ringbogrunden til den aktuelle virkelighed, og samtidig finde nogle fælles løsninger på de udfordringer, som de ændrede planer fører med sig. Det skal ske både i samarbejde med borgerne i Bagsværd og skolerne”, lyder det i en samlet udtalelse fra partierne bag aftalen.
Planerne for Ringbogrunden blev ellers vedtaget i 2022 og omfattede en ny bydel med skole til 621 millioner kroner, daginstitution til 68 millioner kroner, idrætshal til 185 millioner kroner og en bro over Hillerødmotorvejen.
Med den nye beslutning frigøres omkring 700 millioner kroner, som var afsat til skole og børnehus.
I stedet vil kommunen nu se på den samlede skolestruktur i Bagsværd. Stengaard Skole planlægges udvidet, og der skal tages stilling til fremtiden for Skovbrynet Skole samt eventuelle ændringer i skoledistrikter. Derudover undersøges mulighederne for enten at renovere eller flytte specialskolen Bakkeskolen.
Samtidig åbner beslutningen for nye muligheder på Ringbogrunden. Kommunen vil blandt andet undersøge, om der kan opføres en tennishal i området.
Planerne om en ny idrætshal, en cykel- og gangbro over Hillerødmotorvejen og udviklingen af et nyt boligområde på grunden fastholdes. Hidtil er der arbejdet med planer om 200-250 boliger.























