Hovedstadskommune fremrykker midler til udvikling af ny bydel

Der er blandt andet brug for flere medarbejdere, som skal arbejde med miljøvurderinger i forbindelse med udviklingen af den nye bydel, hvor der skal bygges op mod 2.000 boliger.

Ballerup Kommune har besluttet at fremrykke 3,3 millioner kroner til byudviklingen i Kildedal.

Pengene skulle egentlig først bruges i 2026, men da der ikke er afsat midler til byudvikling i 2025, hentes de nu frem for at sikre, at projekterne kan fortsætte uden forsinkelser.

– Kildedal er jo et af de største og vigtigste udviklingsprojekter, vi har i Ballerup Kommune, sagde formand for Klima- og Miljøudvalget, Hella Hardø Tiedemann (S), på mødet i kommunalbestyrelsen den 25. august, hvor politikerne skulle tage stilling til sagen.

– Planstrategien fastlægger, at vi ikke skal åbne nye store områder, men vi skal fuldføre de projekter, vi allerede har sat i gang. Kildedal er her helt central – både for boliger, erhverv og grønne områder.

Midlerne skal blandt andet dække løn til medarbejdere, der arbejder med miljøvurderinger og andre opgaver i forbindelse med byudviklingen. Det gælder for eksempel håndtering af støj, spildevand og regnvand, samt etablering af erstatningsnatur, når byggeprojekter kræver ændringer i området. Kommunen vurderer, at det er billigere at løse opgaverne internt end at betale eksterne konsulenter.

Annonce

Selv om fremrykningen betyder, at kommunens kassebeholdning falder en smule, vurderes det ikke at få betydning for de kommende års byudvikling.

– Det er vigtigt, at vi holder fast i fremdriften. Der er tale om en fremrykning – ikke nye ekstra penge – og det giver os en mulighed for at sikre, at projekterne ikke går i stå. Det er jo sådan, at hvis vi mister tempoet nu, så risikerer vi, at hele projektet vil trække ud, og det vil koste både kommunen og borgerne dyrt, sagde Hella Hardø Tiedemann på mødet.

Beslutningen blev godkendt af en næsten enig kommunalbestyrelse, idet kun Stine Rahbek Pedersen (EL) stemte imod.

Kildedal udvikles af Arealudviklingsselskabet Kildedal By P/S, der er 49 procent ejet af Ballerup Kommune og 51 procent ejet af PensionDanmark.

I alt skal der bygges 2.000 boliger i området, ligesom der skal opføres erhverv med plads til 5.000 arbejdspladser. Lokalplanen for de første 230 boliger er godkendt, og de skal opføres af PensionDanmark.

Arealudviklingsselskabet Kildedal P/S har desuden udpeget boligselskabet Vores Bolig ved Domea til at stå for byggeriet af de kommende almene boliger i den nye bydel, der udvikles i Ballerup Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling