Hovedstadskommuner skal finde fælles løsninger på stormflodssikring

Der er behov for samlede løsninger for at sikre hovedstadsområdet mod fremtidens stormfloder, viser ny analyse.

Forundersøgelsen af en stormflodsplan for hovedstadsområdet er nu færdig og offentliggjort.

Den er udarbejdet af Transportministeriet i samarbejde med kommunerne København, Hvidovre, Tårnby og Dragør og infrastrukturejerne Københavns Lufthavne, Metroselskabet, DSB, Banedanmark og Sund & Bælt i perioden 2022-2025.

Analysen udpensler, hvad det kræver at sikre den 60 kilometer lange kyststrækning fra Københavns nordlige grænse til Hvidovres sydlige grænse mod fremtidens stormfloder.

Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Forundersøgelsen viser blandt andet, at der kan blive tale om store betonmure på flere strækninger langs kysten. Det er derfor også vigtigt, at de fire kommuner er med til at finde frem til gode løsninger, der ikke står i vejen for udviklingen af byerne og forbindelsen til havet.

– Jeg glæder mig over, at rapporten er udkommet med mange gode hensigter og indsigter. I Dragør risikerer mere end 40 procent af ejendommene oversvømmelse, og derfor har vi brug for hurtige beslutninger – allerede i 2025. Jeg opfordrer regeringen og Folketinget til at handle hurtigt, udtaler Kenneth Gøtterup, borgmester i Dragør (K).

De fire kommuner ønsker at forsætte samarbejdet med staten om stormflodssikring og opfordrer desuden staten til at bruge forundersøgelsens momentum til at løse de udfordringer, som flere af landets kystkommuner står med.

– Nu har vi et fælles vidensgrundlag, som jeg vil arbejde for, at vi bruger til at løse udfordringen vedrørende finansiering af stormflodssikringen. Med de omfattende analyser i hånden kan vi nu begynde at planlægge en fremtid, hvor vi fastholder kystens kvaliteter, mens byen beskyttes mod oversvømmelser fra havet, udtaler Line Barfod (EL), teknik- og miljøborgmester i København.

– Det er vigtigt at finde løsninger for en stormflodssikring, der ikke lukker byen inde og som tager hensyn til naturværdierne i Hovedstaden. Vi skal finde løsninger der holder flere generationer ud i fremtiden.

Det samlede sikringsanlæg er opdelt på i alt 14 delstrækninger, og prisen forventes at ligge på mellem 12 og 13 milliarder kroner. Desuden vil der være årlige drifts- og vedligeholdelsesomkostninger for godt 160 millioner kroner.

– Vi skal drøfte både finansiering og forskellige løsningsmodeller, og det vil være væsentligt at få inddraget så mange perspektiver og synspunkter som muligt. Både forskere, politikere og fagfolk på alle niveauer, erhvervsliv, borgere og NGO’er skal have mulighed for at bidrage, udtaler Anders Wolf Andresen, borgmester i Hvidovre Kommune (SF).

– For den bedste løsning er ikke at lægge en høj betonmur rundt om hele hovedstaden. I stedet skal vi se på, hvordan stormflodssikring kan gå hånd i hånd med naturbeskyttelse, landskabet og de rekreative værdier, lokal og regional byudvikling sådan, at de nye anlæg, der skal sikre vores byer og vitale infrastruktur mod vandet, også kan være med til at skabe gode levesteder for både mennesker, dyr og planter.

En samfundsøkonomisk analyse viser, at projektet resulterer i en positiv samfundsøkonomi. Gevinsterne ved en fælles, ydre stormflodssikring omkring København overstiger nemlig de omkostninger, der er forbundet med anlæg, drift og vedligehold af projektet med mellem 1,7 og 5,4 milliarder kroner.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling