Sportstøjsvirksomheden Hummel investerer 80 millioner kroner i en stor udvidelse af sit distributionscenter i Padborg for at følge med den voksende internationale efterspørgsel.
Det skriver JyskeVestkysten.
– Vi oplever fortsat stærk vækst på tværs af markeder, og det stiller høje krav til vores logistik og leveringssikkerhed, udtaler Lars Stentebjerg, administrerende direktør i Hummel ifølge avisen i en pressemeddelelse.
– Udvidelsen i Padborg er en strategisk investering i fremtiden og skal sikre, at vi kan følge med den globale efterspørgsel uden at gå på kompromis med kvalitet og service.
Udvidelsen omfatter ifølge JyskeVestkysten i alt 9.000 kvadratmeter nybyggeri fordelt på tre nye bygningsafsnit.
Mod nord udvides området til udgående forsendelser, så flaskehalse i travle perioder kan undgås. Mod syd får palle- og kartonopbevaring betydeligt mere plads, hvilket gør det muligt at samle alle varer under ét tag og dermed forbedre både leveringstid og kundeservice.
Derudover opføres en mindre udvidelse af administrationsbygningen med blandt andet nyt køkken, showroom og mødelokale.
Samtidig får medarbejderne bedre rammer i form af nye kantine- og mødefaciliteter, hvilket skal styrke både trivsel og arbejdsmiljø. Interne arbejdsgange opgraderes også, så returhåndtering og printopgaver kan udføres mere effektivt.
Byggeriet forventes færdigt i anden halvdel af 2027.
Det eksisterende lager- og distributionscenter har et omfang på 22.000 kvadratmeter. Det blev i 2021-2022 opført af C.C. Contractor i samarbejde med Afry.























