Når HusCompagniet fremover bygger med porebeton, så bliver det overvejende med en helt ny lettere version af materialet til skille- og ydervægge.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Xella, som i samarbejde med husbyggeren har udviklet betonen med navnet Ytong Element Light.
Ifølge Xella kan man med Ytong Element Light spare helt op til 10 procent CO2 i forhold til traditionel Ytong-porebeton.
– Hvis vi skal lykkes med at trække byggebranchen i en mere ansvarlig retning, så er samarbejdet mellem de forskellige aktører på tværs af værdikæden helt afgørende. Xellas nye lettere element, der er udviklet på baggrund af vores henvendelse, er et fremragende eksempel på, at vi med ambitiøse krav og et godt samarbejde kan rigtig meget mere, udtaler Martin Ravn-Nielsen, koncerndirektør i HusCompagniet.
Læs også: HusCompagniet åbner kontor i jysk vækstby
HusCompagniet anvender som oftest porebeton til indervægge og skillevægge ved opførelsen af enfamiliehuse. Porebeton har en lavere densitet end traditionel beton, og dermed også et lavere CO2-aftryk, men med Ytong Element Light udfordrer husbyggeren grænserne yderligere.
– Vi oplever generelt en stor efterspørgsel efter løsninger med et reduceret klimaaftryk fra vores kunder på både B2C og B2B markedet, udtaler Martin Ravn-Nielsen.
Xella fremhæver også det tætte samarbejde med HusCompagniet som en vigtig faktor bag udviklingen af det nye, innovative produkt.
Læs også: HusCompagniet klar med nyt rækkehuskoncept
– Med Ytong Element Light er vægten gået fra 575 kilo til 475 kilo. Det betyder, at der skal bruges færre råmaterialer til produktionen samt en reduktion i transportomkostningerne. Det afspejler sig i CO2-udledningen og betyder en forbedret miljøvaredeklaration (EPD) på op til 10 procent samt reduceret transportudledning med 18 procent i forhold til det traditionelle Ytong-element, udtaler Fredrik Johansson, administrerende direktør hos Xella Scandinavia.
Hvad der dog ikke er ændret, er indholdet, der ligesom de traditionelle Ytong-elementer fortsat er kalk, sand og vand.
Og selvom vægten er blevet 17 procent lavere, er der ikke tale om en lavere kvalitet. Faktisk har den nye Ytong Element Light en lavere lambda-værdi, hvilket betyder, at isoleringsevnen faktisk er bedre.