HusCompagniet åbner nyt kontor på Østerlundvej i Horsens, og vender dermed tilbage til den østjyske vækstby, hvor man ellers lukkede det lokale kontor i 2022.
Det skriver husbyggeren med hovedkontor i Virum nord for København i en pressemeddelelse.
– Der har manglet noget i vores DNA ved ikke at være til stede i Horsens. Det var en svær beslutning at lukke kontoret for to år siden på grund af det udfordrende boligmarked, men vi har hele tiden haft en ambition om at vende tilbage, udtaler Søren Haugaard, direktør for enfamiliehuse i HusCompagniet.
Læs også: Ny lokalplan skal bane vej for 170 boliger nord for Horsens
– Nu har vi fundet de helt rigtige rammer, hvor et dedikeret team på 10-15 medarbejdere – fra byggerådgivere og byggeledere til bogholdere – står klar til at hjælpe, og vi glæder os meget til at byde velkommen på vores nye kontor i Horsens.
Gennem de seneste 10 år er Horsens Kommune ifølge tal fra Danmarks Statistik vokset med 11.700 borgere til aktuelt 97.400 indbyggere. Byen Horsens er vokset med godt 8.000 borgere, og aktuelt bor der omkring 64.000 indbyggere i byen, der dermed er blandt Danmarks hurtigst voksende byer.
Læs også: Politikere godkender projekt med 55 seniorboliger i Horsens
Ifølge HusCompagniet har byen en beliggenhed, der gør den til et naturligt bindeled mellem HusCompagniets kontorer i Kolding og Aarhus, og giver HusCompagniet mulighed for at være tæt på kunderne i hele Østjylland.
– Med det nye kontor får byggeinteresserede i Horsens og Østjylland mulighed for skræddersyet rådgivning. Vi ser frem til at hjælpe lokalområdets familier med at realisere deres boligdrømme og være til stede lokalt, udtaler Jesper Neumann, afdelingsdirektør i HusCompagniet.
HusCompagniets nye kontor på Østerlundvej 8 i Horsens åbner i foråret 2025.
Læs også: HusCompagniet indsnævrer indtjeningsforventningerne til 2024
Siden 1972 har HusCompagniet specialiseret sig i at bygge enfamiliehuse, rækkehuse og dobbelthuse. I alt har HusCompagniet bygget mere end 28.500 huse.
I 2020 etablerede HusCompagniet selskabets B2B-afdeling med fokus på totalentrepriser til professionelle ejendomsudviklere og investorer.
Endeligt investerede HusCompagniet i 2022 i en fabrik i Esbjerg, hvor der i dag produceres tagkassetter og vægelementer med træ som kernekomponent.