HusCompagniet fastholder fremgang i 2025

HusCompagniet kommer ud af første halvår 2025 med markant vækst på toplinjen, mens selskabet holder skansen på bundlinjen.

HusCompagniet har i løbet af første halvår 2025 været en tur gennem mediemøllen, i en sag om mørtel, der smuldrer.

Selskabet opnåede ikke desto mindre en solid vækst på 29 procent i første halvår af 2025 med en omsætning på 1,375 milliarder kroner mod en omsætning på 1,062 i første halvår 2024.

Væksten følger flere kvartaler med salgsfremgang, især drevet af enfamiliehuse, hvor markedet fortsat forbedres, oplyser husbyggeren i en pressemeddelelse.

– Vi er glade for at se, at markedsbetingelserne for især enfamiliehuse fortsat blev forbedret. Selvom forbrugertilliden fortsat var lav, har salget i dén del af forretningen taget fart i første halvår 2025, udtaler Martin Ravn-Nielsen, administrerende direktør i HusCompagniet.

– Samtidig indgik vi både mindre og større kontrakter i rækkehusforretningen og fortsatte med at øge vores samlede ordrebeholdning.

Salget steg med 10 procent til 701 huse, og leveringerne voksede med 3 procent til 394 huse. Den samlede ordrebeholdning voksede markant med 40 procent til 2,07 milliarder kroner, hvilket afspejler stærkt salg på tværs af virksomhedens tre forretningsenheder: enfamiliehuse, rækkehuse og den svenske forretning.

Bruttomarginen faldt dog til 18,9 procent fra 21,9 procent året før, primært på grund af lavere bidrag fra rækkehussegmentet og udfordringer med enkelte projekter.

Resultatet før renter, skat og afskrivninger (EBITDA) udgjorde 39 millioner kroner, svarende til en margin på 2,9 procent, mod 49 millioner kroner og 4,6 procent i 2024.

Resultatet før renter og skat (EBIT) landede på 18 millioner kroner mod 24 millioner kroner sidste år. Efter skat landede resultatet i første halvår 2025 på 8 millioner kroner mod et overskud på 7 millioner kroner i første halvår 2024.

– Med afsæt i den markante vækst i vores ordrebeholdning og det fortsat øgede salg har vi budt nye medarbejdere velkommen som led i en balanceret udvidelse af organisationen for at understøtte det øgede salg i af enfamilie- og rækkehuse samt for at kunne udnytte fremtidige muligheder, tilføjer Martin Ravn-Nielsen.

HusCompagniet indsnævrer nu forventningerne til helåret 2025 og ser positivt på fremtiden med en styrket organisation og en solid ordrebeholdning.

Huscompagniet: Resultat i første halvår 2025

Tusinde kroner Andet kvartal 2025 Andet kvartal 2024 Første halvår 2025 Første halvår 2024
Resultatopgørelse
Omsætning 740 579 1.375 1.062
Bruttofortjeneste 136 120 260 232
EBITDA 23 27 39 49
EBIT 12 15 18 24
Finansielle poster, netto -9 -10 -15 -20
Periodens resultat 8 7 8 7
Nøgletal
Solgte huse (enheder) 345 368 701 640
Leverede huse (enheder) 199 215 394 382
Ordrebeholdning, netto 2.069 1.473 2.069 1.473
Tilmeld Nyhedsbrev