
Typehuskataloget er tilsyneladende på vej ud. I hvert fald oplever HusCompagniet i Aarhus, at kommende husejere i stigende grad kommer med deres egne idéer og inspirationsbilleder fra blandt andet Pinterest, Instagram og boligmagasiner.
Det skriver typehusbyggeren i en pressemeddelelse.
Ifølge arkitekt Katrine H. Roelsgaard fra HusCompagniet er byggeprocessen derfor blevet mere præget af arkitektonisk sparring. Kunderne ønsker i højere grad at få deres personlige idéer omsat til et hus, der passer til deres behov og ønsker.
– Vores samarbejde har ændret sig markant. Tidligere handlede det om at tilpasse en eksisterende model fra et katalog, fortæller Katrine H. Roelsgaard.
En af de tydeligste tendenser er en genfortolkning af 1960’ernes og 1970’ernes arkitektur. Efter flere år med hvide vægge og et meget enkelt udtryk efterspørger kunderne nu noget helt andet.
– Vi ser en meget tydelig modreaktion til de enkle linjer og de helt hvide vægge. Kunderne efterspørger varme løsninger med tegl, indbyggede skabe med træfront, trælameller og forskudte plan. De ønsker materialer, man får lyst til at røre ved, og som giver en følelse af varme og tryghed lige fra den dag, nøglerne overdrages, udtaler Katrine H. Roelsgaard.

Over 400.000 danske parcelhuse blev ifølge Danmarks Statistik opført i 1960’erne og 1970’erne. Mange af nutidens boligkøbere er derfor vokset op i huse fra perioden eller har et nostalgisk forhold til stilen.
Men det gamle hus bliver ikke kopieret. De nye boliger kombinerer retroelementerne med nutidens krav til lys, plads, indeklima og energiforbrug. De mørke fordelingsgange og lave lofter fra mange af fortidens huse er således ikke nødvendigvis inviteret med ind i fremtiden.
I stedet forsøger arkitekterne at kombinere eksempelvis varme materialer og tegl med store, åbne rum, højt til loftet og moderne køkken-alrum.
Tendensen kan blandt andet opleves i HusCompagniets udstillingshus på Hyldehegnet 43 i Skanderborg, hvor materialer som tegl og træ indgår sammen med forskellige løsninger for lysindfald og rumindretning. Huset skal ifølge virksomheden først og fremmest fungere som inspiration frem for en færdig model, der skal kopieres.






















