HusCompagniet leverer et første kvartal i 2026 med stigende omsætning, men faldende salg og lavere indtjening pr. bolig.
Det oplyser husbyggeren i en pressemeddelelse.
Omsætningen steg til 791 millioner kroner, hvilket er en fremgang på 25 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Fremgangen skyldes især høj aktivitet og stærkt salg i 2025, som nu slår igennem i leverancerne.
Samtidig faldt antallet af solgte huse markant til 198 enheder, hvilket er 44 procent færre end året før. Faldet skyldes blandt andet lavere efterspørgsel fra forbrugerne og et ekstraordinært højt sammenligningsgrundlag i 2025. Antallet af leverede boliger faldt mere moderat med 7 procent til 182 enheder.
– I forretningen for enfamiliehuse fortsatte den lavere tendens med færre salg i starten af 2026, mens der var bedring at spore imod slutningen af kvartalet og ind i april, hvor der antallet af leads og salg steg, udtaler koncerndirektør i HusCompagniet, Martin Ravn-Nielsen.
Indtjeningen blev påvirket af både markedssituationen og vejret. Bruttomarginen faldt til 16,4 procent fra 19,5 procent året før. Det skyldes blandt andet tre udfordrede projekter i erhvervssegmentet samt højere omkostninger og forsinkelser som følge af den koldeste januar i Danmark i 16 år. Driftsresultatet endte på 5 millioner kroner mod 6 millioner kroner året før, mens driftsindtjeningen før afskrivninger steg til 18 millioner kroner.
Ordrebeholdningen er fortsat høj og udgjorde ved udgangen af marts 2,1 milliarder kroner, hvilket er på niveau med året før. Det understøtter forventningerne til resten af året, selv om markedet fortsat er præget af usikkerhed og tilbageholdende boligkøbere.
Som led i en strategisk omlægning har HusCompagniet i april solgt sin elementfabrik i Esbjerg for 55 millioner kroner til Nordic Wood Industries. Salget skal reducere gælden og styrke selskabets fokus på kerneforretningen. Transaktionen forventes dog at medføre et regnskabsmæssigt tab på 68 millioner kroner i andet kvartal.
– Vi fortsatte med at eksekvere på den reviderede strategi for vores rækkehusforretning med et mål om at vende tilbage til kernen og levere forbedrede resultater og lønsomhed fremfor vækst, og det forventes at medføre lavere salg i 2026, udtaler Martin Ravn-Nielsen.
Selskabet fastholder sine forventninger til 2026 med en omsætning på mellem 3 og 3,3 milliarder kroner og et driftsresultat før særlige poster på mellem 15 og 75 millioner kroner. Resultaterne ventes fortsat påvirket af usikkerhed i markedet, geopolitisk uro og udfordringer i enkelte projekter.
























