HusCompagniet øgede i 2025 sin omsætning til knap 3 milliarder kroner. Det er en stigning på 29 procent fra året før.
Ifølge en pressemeddelelse skyldtes fremgangen især øget salg af enfamiliehuse og rækkehuse samt flere leverede enfamiliehuse og træhuse i Sverige.
Trods den højere omsætning faldt indtjeningen. Driftsresultatet før afskrivninger endte på 61 millioner kroner mod 104 millioner kroner året før.
Årets resultat i 2025 før skat landede på -28 millioner kroner mod et plus på 9 millioner kroner året før, mens resultatet efter skat i 2025 landede på -25 millioner kroner mod -5 millioner kroner i 2024.
Resultatet blev blandt andet påvirket af udfordringer i virksomhedens rækkehusforretning, hvor flere projekter i erhvervssegmentet har givet tab. Samtidig har virksomheden hensat penge til mulige fremtidige sager om smuldrende fuger i enfamiliehuse.
I alt solgte HusCompagniet 1.509 huse i 2025, hvilket er syv procent flere end året før. Antallet af leverede huse steg til 1.031, svarende til en stigning på 15 procent. Samtidig voksede ordrebeholdningen til godt 2,3 milliarder kroner.
Administrerende direktør Martin Ravn-Nielsen betegner udviklingen i salget som positiv, men erkender, at resultatet er påvirket af problemer i rækkehusforretningen.
– På trods af markant toplinjevækst og tilfredsstillende eksekvering af flere projekter i rækkehusforretningen var resultatet for helåret væsentligt påvirket af visse HC Elements-projekter og nedskrivninger på tre B2B-projekter, som også vil påvirke lønsomheden i 2026 og første halvår 2027, udtaler Martin Ravn-Nielsen.
Ifølge ham har virksomheden derfor gennemgået sin ordreportefølje og ændret sin tilgang til markedet. Fremover vil HusCompagniet fokusere på enklere projekter og på at udvikle rækkehuse i samarbejde med faste partnere.
Markedet for husbyggeri i Danmark viste i 2025 tegn på et forsigtigt opsving efter de svage år i 2023 og 2024. Stabil inflation og renter har bidraget til udviklingen, men faldende forbrugertillid dæmpede aktiviteten i slutningen af året.
For 2026 forventer HusCompagniet en omsætning på mellem 3 og 3,3 milliarder kroner. Driftsresultatet før afskrivninger ventes at lande mellem 70 og 130 millioner kroner. Prognosen bygger på forventningen om leverance af mellem 1.000 og 1.300 huse.
Virksomheden peger samtidig på, at geopolitisk uro, lav forbrugertillid og fortsat usikkerhed på markedet kan påvirke efterspørgslen. Desuden vil tre problemramte projekter i rækkehusforretningen fortsat belaste indtjeningen frem til første halvår af 2027.
– Vi ser fortsat muligheder i markedet og er stadig forsigtigt optimistiske om udviklingen i 2026 på trods af den lave sigtbarhed og fortsatte volatilitet. Vi er velforberedte og godt positioneret til at udnytte og tilpasse os markedets dynamik for at fastholde og udvide vores position som en husbygger, kunderne har tillid til, siger Martin Ravn-Nielsen.
HusCompagniet: Resultatopgørelse 2025
| Millioner kroner | 2025 | 2024 | 2023 | 2022 | 2021 |
|---|---|---|---|---|---|
| Resultatopgørelse | |||||
| Omsætning | 2.957 | 2.297 | 2.381 | 4.330 | 4.317 |
| Bruttoresultat | 488 | 475 | 517 | 837 | 877 |
| Driftsresultat før afskrivninger (EBITDA) før særlige poster | 61 | 104 | 108 | 348 | 395 |
| Særlige poster | 0 | 0 | 0 | -32 | 0 |
| Driftsresultat før afskrivninger (EBITDA) efter særlige poster | 61 | 104 | 108 | 316 | 395 |
| Driftsresultat (EBIT) før særlige poster | 15 | 56 | 62 | 300 | 349 |
| Driftsresultat (EBIT) | 15 | 56 | 62 | 268 | 349 |
| Finansielle poster, netto | -43 | -47 | -39 | -40 | -22 |
| Årets resultat | -26 | -5 | 15 | 170 | 265 |
| Balance | |||||
| Aktiver i alt | 3.901 | 3.368 | 3.264 | 3.572 | 3.578 |
| Tilgang til anlægsaktiver | 19 | 17 | 16 | 27 | 29 |
| Kontraktaktiver, netto | 344 | 325 | 262 | 626 | 725 |
| Nettoarbejdskapital | 175 | 256 | 301 | 526 | 517 |
| Rentebærende gæld, netto | 197 | 271 | 356 | 768 | 713 |
| Egenkapital | 2.093 | 2.082 | 2.098 | 1.881 | 1.885 |
| Pengestrømme | |||||
| Pengestrøm fra driftsaktiviteter | 136 | 115 | 249 | 268 | 258 |
| Pengestrøm fra investeringsaktiviteter | -34 | -11 | -20 | -117 | -22 |
| Heraf investering i materielle anlægsaktiver | -20 | -5 | -10 | -22 | -11 |
| Pengestrøm fra finansieringsaktiviteter | -25 | -28 | -9 | -192 | -261 |
| Fri pengestrøm | 102 | 105 | 229 | 152 | 237 |























