AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Salgspriserne på huse stiger igen. Ifølge Boligsidens Markedsindeks er den gennemsnitlige salgspris for villaer og rækkehuse nu 17.821 kroner per kvadratmeter.

Det svarer til en stigning på 1,0 procent i marts, og salgspriserne er nu 5,7 procent højere end samme tid sidste år.

Priserne er samtidig tæt på at slå rekorden fra juni 2022 under coronaperioden. Kun 68 kroner per kvadratmeter mangler før toppen er nået.

– Det er ikke unormalt, at vi ser prisstigninger for huse i årets første forårsmåned, som det også er tilfældet i år, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

– Igennem vinteren har der kun været ganske små udsving i priserne fra november og frem til nu, og dermed lader fremgangen fra andet halvår af 2024 på mange måder til fortsat at gælde på denne del af boligmarkedet.

Stigningen gælder i hele landet – undtagen i Nordjylland, hvor priserne har været stabile.

Flere områder har allerede overgået corona-toppen. I Byen København (København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør) ligger salgsprisen nu på 50.942 kroner per kvadratmeter, hvilket er det højeste nogensinde. I Københavns Omegn er prisen nået 39.692 kroner per kvadratmeter, og det er også ny rekord.

– Det er især i områderne omkring hovedstaden, vi har set stigende handelsaktivitet og stigende priser i den seneste tid. Det hænger sammen med en generelt stor efterspørgsel blandt boligkøberne i disse områder, ligesom udbuddet har været lavt igennem længere tid. Det sender priserne i vejret, forklarer Birgit Daetz.

Gennemsnitlige salgspriser for villaer og rækkehuse opdelt på landsdele

Landsdel Gennemsnitlig salgspris marts 2025 (kroner per kvadratmeter)
Bornholm 9.494 kroner
Byen København 50.942 kroner
Københavns Omegn 39.692 kroner
Nordsjælland 30.128 kroner
Østjylland 18.055 kroner
Vestjylland 10.185 kroner
Nordjylland 10.813 kroner
Østsjælland 26.562 kroner
Vest- og Sydsjælland 11.558 kroner
Fyn 13.431 kroner
Sydjylland 11.541 kroner

Tabellen viser de gennemsnitlige salgspriser for villaer og rækkehuse i marts 2025 i landets 11 landsdele. Tallene markeret med fed er de områder, hvor den aktuelle salgspris er den højeste registreret i Boligsidens Markedsindeks, som strækker sig tilbage til 2011. Kilde: Boligsidens Markedsindeks. 

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling