Huspriserne fortsætter med at stige i det meste af Danmark, fremgår det af en pressemeddelelse fra Finans Danmark.
I første kvartal 2026 lå den gennemsnitlige kvadratmeterpris for parcel- og rækkehuse på 18.626 kroner, hvilket er 6,8 procent højere end et år tidligere, viser de nye tal.
I 10 af landets 11 landsdele er priserne steget, mens Vestjylland som den eneste landsdel oplevede et fald på 1,6 procent.
– Fremgangen på boligmarkedet er bredt funderet i størstedelen af landet, udtaler Peter Jayaswal, underdirektør for realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
– Efterspørgslen efter boliger er på et højt niveau, samtidig med at udbuddet mange steder fortsat er lavt. Det er en kombination, der presser priserne opad, og det er en tendens vi ser på tværs af hele landet.
Den største prisfremgang er sket i hovedstadsområdet og de øvrige sjællandske kommuner, hvor prisstigningerne har været markant højere end i resten af landet.
– Selvom huspriserne er steget de fleste steder i landet, er det i meget forskelligt tempi, udtaler Peter Jayaswal.
Udviklingen betyder, at boligkøbere generelt får mindre for pengene på Sjælland, mens det fortsat er muligt at få mere bolig for pengene i de vestlige dele af landet.
På kommuneniveau er huspriserne steget i 73 af landets 98 kommuner. I 33 kommuner er priserne steget med mindst 10 procent, og 22 af dem ligger på Sjælland.
Samtidig er huspriserne faldet i 23 kommuner, hvoraf kun tre ligger på Sjælland.





















