Hver tredje boligejer ved ikke om deres el-installationer er lovlige. Foto: PR.
Hver tredje boligejer ved ikke om deres el-installationer er lovlige. Foto: PR.

Nok bliver tilstandsrapporten gransket godt af grundigt af de fleste boligkøbere, men langt fra alle er opmærksomme på el-rapporten, som giver et overblik over de ulovlige forhold eller funktionsfejl, der måtte være. Og det kan blive både dyrt og farligt. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for forsikringsselskabet Gjensidige og energikoncernen NRGi, oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Fejl i elekronik og el-installationer er blandt de mest hyppige brandårsager hos Gjensidiges kunder. Ifølge Bo Halm Andersen, der er energikonsulent og byggesagkyndig i rådgivningsvirksomheden EBAS, der er en del af NRGi-koncernen, er det da også bekymrende, at så mange boligejere reelt ikke ved, om deres bolig er udstyret med ulovlig el-installationer.

– Ulovlige el-installationer kan i værste fald forårsage brand eller endnu værre personskade, hvis de ikke bliver fikset. Når man køber en bolig, bør man derfor rådføre sig med en køberrådgiver, som kan gennemgå elrapporten og give overblik over, hvad det kræver at udbedre eventuelle fejl og mangler, siger Bo Halm Andersen.

Glem ikke el-installationsrapporten

Siden 2012 har det været et lovkrav, at der skal udarbejdes en el-tilstandsrapport, som giver køber indblik i, hvilken forfatning hovedtavlen, stikkontakter, afbrydere og andre el-installationer er i. Ifølge skadesdirektør i Gjensidige, Henrik Sagild, bør man læse rapporten grundigt for fejl og mangler på el-installationerne.

– Vi oplever, at mange overser fejl i el-installationerne, fordi de primært koncentrerer sig om tilstandsrapporten, som giver indblik i husets generelle stand. Men får man ikke kigget nærmere på el-installationsrapporten, risikerer man at hæfte for fejl, man ikke har kalkuleret med, inden man skrev under på købsaftalen. Det kan også blive en dyr fornøjelse at udbedre fejlene, hvis de er af alvorlig karakter, siger Henrik Sagild, direktør for Skade i Gjensidige.

El-installationsrapporten bliver udarbejdet af en autoriseret elinstallatør og er gyldig i et år efter, at den er udarbejdet.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget af analyseinstituttet Kantar Gallup for Gjensidige og NRGi i marts måned 2022 blandt 1027 repræsentativt udvalgte danskere.