AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Nye tal viser, at bolighandlerne i Danmark er steget med 23 procent i årets første kvartal sammenlignet med samme periode sidste år.

Flere kommuner har haft ekstra fart på. Allerød, Fanø og Rødovre topper listen med stigninger på over 60 procent.

Ifølge Home skyldes fremgangen især lavere renter, stabil økonomi og fornyet køberinteresse.

– Der er kommet markant mere gang i boligmarkedet igen. Renterne er faldet, køberne er vendt tilbage, og det mærkes over hele landet – ikke mindst i de kommuner, hvor aktiviteten er steget mere end 50 procent, udtaler Martin Wiesener, administrerende direktør i Home i en pressemeddelelse.

Målt på det absolutte antal handler er det storbyerne, der ligger i front.

I København blev der handlet 675 flere boliger end i samme periode sidste år – en stigning på 44 procent. Aarhus følger efter med 327 flere handler, mens Aalborg har haft en fremgang på 162.

Andre kommuner med høj vækst i handelsaktivitet målt i antal handler er Odense, Vejle, Slagelse og Silkeborg.

97 kommuner havde flere handler, og kun 11 kommuner oplevede ikke vækst i antallet af bolighandler i kvartalet sammenlignet med året før: Nordfyns, Læsø, Samsø, Nyborg, Stevns, Glostrup, Vejen, Lemvig, Ringsted, Struer og Ærø.

Selvom salget stadig ligger under corona-toppen i 2021, er 2025 det bedste første kvartal i over et årti.

Top 10 – kommuner med størst fremgang i procent

Kommune Handler første kvartal 2024 Handler første kvartal 2025 Stigning (procent)
Allerød 59 102 +73
Fanø 28 47 +68
Rødovre 86 140 +63
Odder 82 128 +56
Næstved 259 392 +51
Rudersdal 171 256 +50
Gribskov 186 278 +49
Lejre 101 150 +49
Tårnby 92 136 +48
Lyngby-Taarbæk 160 231 +44

Top 10 – kommuner med størst fremgang i antal handler

Kommune Handler første kvartal 2024 Handler første kvartal 2025 Ændring (antal)
København 1.535 2.210 +675
Aarhus 884 1.211 +327
Aalborg 629 791 +162
Næstved 259 392 +133
Odense 549 671 +122
Vejle 351 454 +103
Gribskov 186 278 +92
Rudersdal 171 256 +85
Slagelse 221 304 +83
Silkeborg 317 398 +81
Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling