Home har kigget på, hvor mange boliger, der bliver solgt i hver af årets 12 måneder. Tallene viser, at der er gode salgsmuligheder lige om hjørnet.
Det skriver ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse.
– Vi bekræfter jævnligt hinanden i det – både forbrugere, medier og os ejendomsmæglere: Foråret bringer de helt store salgsmåneder på boligmarkedet, og hvis du ikke er klar med din salgsopstilling og en annonce for din bolig omkring påske, så kan du godt skyde en hvid pind efter et godt salg, siger boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen.
Og maj og juni er da også de måneder på året med fleste hussalg, slår han fast.
– Men faktisk har salget af huse næsten lige så meget fart på i månederne efter sommerferien, siger Homes analytiker ud fra en stor optælling, Home har lavet på baggrund af næsten 600.000 hushandler indberettet til Boligsiden over de seneste 13 år.
– Mens juli er lidt stille, det er ferietid helliget afslapning med familien, så er der flere handler, som kommer i hus i august, og det stiger yderligere i september og oktober, fortæller Henrik Hauthorn Jensen.
Marts overrasker
Opgørelsen viser også – lidt overraskende – at marts faktisk er årets tredjebedste salgsmåned, selv om vi ofte ikke har rundet påsken, der jo opfattes som kickstarten på boligsalgets højsæson.
– Boligkøberne er faktisk klar hele året. Men de kan ikke rigtig sætte handling bag boligdrømmene, før sælgerne kommer ud af busken og sætter huset til salg – og køberne dermed får mere at vælge imellem, og det sker i marts, forklarer han.
Som husejer med salgsplaner har du altså mulighed for at ramme en ny “højsæson” her om nogle uger.
– Og i sommerferien er der jo god tid til at snakke tingene igennem i familien og måske endda kontakte en ejendomsmægler for at booke en uforpligtende vurdering, slutter Homes analytiker.
Måneder med flest og færrest huse solgt
Måned | Procentvis andel af årligt salg |
Januar | 6,9 procent |
Februar | 7,8 procent |
Marts | 9,0 procent |
April | 8,6 procent |
Maj | 9,1 procent |
Juni | 9,5 procent |
Juli | 8,3 procent |
August | 8,5 procent |
September | 8,8 procent |
Oktober | 8,7 procent |
November | 8,1 procent |
December | 6,7 procent |
Kilde: Boligsiden – beregning: Home.