Ikano Bolig bygger 300 boliger på rådhusgrunden i Høje-Taastrup.
Ikano Bolig bygger 300 boliger på rådhusgrunden i Høje-Taastrup.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Ikano Bolig skal stå bag næsten 300 nye boliger på den gamle rådhusgrund i Høje-Taastrup. Det har Høje-Taastrup Byråd netop besluttet. Bebyggelsen skal udgøre 30.000 kvadratmeter på den 100.000 kvadratmeter store grund, skriver Ikano Bolig i en pressemeddelelse.

De 300 boliger vil blive fordelt på etageboliger i to-fire plan samt et- og to-plans rækkehuse. Som noget nyt vil Ikano Bolig bygge en række “generationshuse”, hvor to generationer i en familie eller to familier kan flytte ind i et to-planshus.

– Det er en stigende tendens, at flere generationer gerne vil bo sammen og hjælpe hinanden, der hvor de kan i det daglige. Nu introducerer vi en række huse, som er designet til, at flere kan bo sammen og få glæde af hinanden, siger René Brandt, som er administrerende direktør for Ikano Bolig.

Høje-Taastrup Kommune og Ikano Bolig har indgået en aftale om, at materialer fra det gamle rådhus skal bruges i opbygningen af et bydelshus, som Ikano Bolig etablerer i den nye bydel. Derudover vil der blive etableret et større parklignende fællesareal og en sø med fokus på biodiversitet.

Ikano Bolig forventer at gå i gang med rydning af området samt byggemodning i slutningen af 2022 på den nordlige del af grunden, som Ikano Bolig overtager i juli måned.

Overtagelsen af det sydlige område, hvor rådhuset ligger, forventes at ske omkring januar 2023. Planen er, at de første beboere flytter ind i slutningen af 2024, og at hele bydelen står færdig i løbet af 2026.

Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten stillede på byrådsmødet forslag om, at kommunen skulle optage forhandlinger med Ikano Bolig om opførelse af 50 almene familieboliger som en del af projektet. Konservative og Dansk Folkeparti stemte dog imod, mens De Radikal undlod at stemme. Dermed blev forslaget ikke vedtaget.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling