Administrerende direktør René Brandt, Ikano Bolig. Foto: PR.
Administrerende direktør René Brandt, Ikano Bolig. Foto: PR.

Ikano Bolig tager et markant strategisk spring og går fra at være boligudvikler til at blive et egentligt ejendomsselskab.

Det oplyser virksomheden ifølge Ejendomswatch i en pressemeddelelse.

En milliardstor kapitaltilførsel fra den svenske Ikano-koncern skal sikre, at virksomheden både kan udvikle, eje og drive en langt større portefølje af udlejningsboliger.

Ifølge administrerende direktør René Brandt er der tale om ”et strategisk gearskifte”, hvor ambitionsniveauet hæves betydeligt, især på det danske marked.

– Vi har kapitalen, vi har organisationen, og vi har beslutningen, udtaler administrerende direktør René Brandt fra Ikano Bolig ifølge Ejendomswatch.

– Vi er klar til at købe – både eksisterende ejendomme og grunde med potentiale. Vores sigte er lokationer med stærk efterspørgsel og langsigtet driftspotentiale. Vi går efter gode byområder, hvor mennesker gerne vil bo.

Målet er at seksdoble antallet af lejeboliger inden for tre år. For at nå den målsætning vil Ikano Bolig købe både byggegrunde og færdigopførte lejeboligejendomme, primært i Storkøbenhavn.

Ikano Bolig ejer allerede ejendomme i 84 lejligheder Hillerød og 134 rækkehuse Greve. De nuværende investeringer i Danmark leverer ifølge Ikano Bolig et solidt afkast, hvilket har været medvirkende til, at moderselskabet har udpeget Danmark som et kernemarked fremover.

Regnskabet for 2024 bød dog på et underskud efter skat på 81 millioner kroner, men det var primært som følge af nedskrivninger. Selskabet vurderer, at driften udvikler sig som planlagt trods et vanskeligt marked.

Tilmeld Nyhedsbrev