Innovater bag ny Netto-butik i Fårvang

Butikkens indgangsparti har været til debat, men igangsættelsen af en ny lokalplan skal bane vej for en ny Netto-butik i Fårvang.

Innovater vil bygge en ny Netto-butik i Fårvang. Illustration fra startredegørelsen.
Innovater vil bygge en ny Netto-butik i Fårvang. Illustration fra startredegørelsen.

I den nordlige del af Fårvang er et nyt projekt under opsejling på en 4.900 kvadratmeter stor grund langs Storgade.

Innovater har foreslået opførelsen af en 1.200 kvadratmeter dagligvarebutik til den Salling-ejede butikskæde Netto.

Den foreslåede dagligvarebutik vil blive placeret mellem Viborgvej, Storgade og Egon Kristiansens Allé. På grunden findes i dag to bygninger, som vil blive revet ned for at give plads til den nye butik.

Projektet omfatter en et-etages butik med saddeltag. Bygningen er designet til at harmonere med Storgades arkitektoniske karakter, som er præget af store alléer og en blanding af erhverv og boliger.

Der planlægges et parkeringsanlæg med 50-60 parkeringspladser, herunder to familiepladser, to handicappladser og en plads til en handicapbus. To separate indgange fra Storgade – en til kunder og en til varelevering – vil sikre en effektiv trafikafvikling.

Butikken vil indgå i Nettos “Green Netto”-program, som lægger vægt på miljømæssig og social bæredygtighed. Blandt funktionerne er et indbydende indgangsparti i glas og træ med et udstillingsområde til blomster og andre varer, anlagte udearealer og bestræbelser på at bevare eksisterende træer samt tilføje ny beplantning. Bygningen opføres i tegl for at matche de omkringliggende bygninger og sikre et sammenhængende æstetisk udtryk.

Innovater vil bygge en ny Netto-butik i Fårvang. Illustration fra startredegørelsen.
Innovater vil bygge en ny Netto-butik i Fårvang. Illustration fra startredegørelsen.

Plan- og Vejudvalget i Silkeborg Kommune skal i dag tage stilling til, om der skal sættes gang i arbejdet med en ny lokalplan og et kommuneplantillæg, som skal bane vej for projektet.

En væsentlig diskussion drejer sig om orienteringen af butikkens indgangsparti.

Innovater foreslog oprindeligt at vende indgangen mod Viborgvej, med vareindlevering placeret mod Storgade. Teknik- og Miljøafdelingen understreger dog vigtigheden af at orientere indgangen mod Storgade for at styrke Fårvangs bymidte og forbedre hovedgadens livlighed.

Teknik- og Miljøchefen indstiller, at lokalplanforslaget sendes i otte ugers offentlig høring, og Innovater har allerede indledt dialog med Fårvangs lokalråd for at sikre lokal opbakning.

Tilmeld Nyhedsbrev