Innovater bygger boliger på Herredsåsen i Kalundborg

Innovater har i samarbejde med Aart Arkitekter vundet udbuddet af et delområde på Herredsåsen i Kalundborg. Her skal der bygges 100 boliger.

Innovater har i samarbejde med Aart Arkitekter vundet udbuddet af det såkaldte delområde 3 – ”Højdedraget” – på Herredsåsen i Kalundborg. Området udvikles til bæredygtig ny bydel med høj fokus på fællesskabet, og på det 9.500 kvadratmeter store delområde skal der efter planen bygges 100 boliger med tilhørende parkeringspladser, oplyser Innovater i en pressemeddelelse.

Der bliver tale om boliger i forskellige størrelser, så der både er noget på hylderne til børnefamilier, unge og ældre, fremgår det.

– Vi glæder os meget til at arbejde videre med projektideen og forventer i samarbejde med kommunen at igangsætte lokalplansarbejdet hurtigst muligt, og det forventes afsluttet september/oktober måned 2023. Den forventede byggeperiode er på cirka 17-20 måneder, således at de første beboere vil kunne flytte ind medio 2025, udtaler Pierre Klausen, udviklingschef, Innovater, i meddelelsen.

Området ligger ifølge Innovater højt placeret på ”toppen” af Kalundborg, med udsigt over Sejerøbugten i nord og den femtårnede Vor Frue Kirke og byen i syd.

“Boligerne vil blive fint indpasset i det kuperede terræn og med fællesområder der har tryghed og fællesskab i højsædet. Der sikres mulighed for en sund og aktiv hverdag med nærhed til det rekreative område der omkranser grunden, med anlagte stiforbindelser til blandt andet idrætshuset Spiralen, den nærliggende skole på Herredsåsen og Idrætsinstitutionen Aktivarius, der rummer både vuggestue og børnehave”, skriver Innovater i pressemeddelelsen.

Innovater bygger boliger på Herredsåsen i Kalundborg. Visualisering: Aart Architetcs.
Innovater bygger boliger på Herredsåsen i Kalundborg. Visualisering: Aart Architetcs.

I forvejen aktive i Kalundborg

Innovater er allerede aktive i den nordvestsjællandske købstad, idet udviklingsselskabet aktuelt bygger 50 lejeboliger på Klosterkrogen i form af rækkehuse. De kommende rækkehuse ved Klosterdammen og Lupinvej bygges i totalentreprise af Oxdal, og projektet er solgt til Nectar Invest.

– Der er allerede stor efterspørgsel fra personer, der gerne vil skrives op til en af disse boliger og derfor, er vi ekstra glade for, at vi nu får mulighed for at arbejde med endnu et boligprojekt i Kalundborg, udtaler Pierre Klausen.

– Vi har stor tro på Kalundborg, da det er en by i rivende udvikling, hvor erhvervsklimaet er helt i top. Det understøttes yderligere af, at byen har formået at trække en række nye uddannelser til, herunder arkitektuddannelsen, som Det Kongelige Akademi skal oprette, samt DTU der opretter to masteruddannelser: en kandidatuddannelse i Biomanufacturing og en kandidatuddannelse i Industrielt Design. Dette vil bidrage yderligere til byens positive udvikling, og med den kommende motorvej fremmes den fortsatte udvikling, slutter han.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling