
Der bliver i næste uge taget første spadestik til to nye butikker på Østergade i Bjerringbro, skriver Midtjyllands Avis.
Det drejer sig om Sport 24 og Thansen, som begge etablerer butikker på 1.000 kvadratmeter ved siden af den eksisterende Jysk-butik.
Det oplyser udviklingsdirektør Andreas Bagunck fra Innovator, der ejer grundene og står bag byggerierne.
Udviklingsdirektøren fortæller til Midtjyllands Avis, at butikkerne forventes at stå færdige omkring årsskiftet.
Ifølge Midtjyllands Avis har Innovator ejet grunden i mange år, og i første omgang forsøgte ejendomsselskabet at lave et boligprojekt, hvilket ikke lykkedes.
– Og så var det Jysk åbnede med stor succes. Det har fået andre butikker til at få øjnene op for området, siger Andreas Bagunck til avisen.
De nye butikker bliver opført med henblik på udlejning til Sport 24 og Thansen, hvorefter ejendommene skal sælges til investorer. Samme model blev tidligere brugt med Jysk-butikken.
Når de to nye butikker er opført, vil der ikke være plads til flere byggerier på grunden.





















