Innovater har købt projektet Asani Haven af Philipsen Gruppen. Projektet afleveres nøglefærdigt til et nystiftet selskab under Pareto Securities. Foto: Innovater.
Innovater har købt projektet Asani Haven af Philipsen Gruppen. Projektet afleveres nøglefærdigt til et nystiftet selskab under Pareto Securities. Foto: Innovater.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Innovater oplyser i en pressemeddelelse, at selskabet har købt projektet Asani Haven af Philipsen Gruppen.

Nedrivningen er allerede begyndt på den tidligere posthusgrund i Viborg, som lægger grund til det 10.000 kvadratmeter store boligprojekt. De 112 nye boliger fordeles på ni bygninger i hver to-tre etager på en 15.225 kvadratmeter stor grund.

– Asani Haven er et utrolig spændende projekt, som vi glæder os meget til at komme i gang med. Det er sjældent at vi får muligheden for at bygge så bynært og bidrage positivt til byudviklingen i en større, veletableret by – og da jeg selv er viborgenser, ser jeg ekstra meget frem til, at vi med Asani Haven kan bringe nyt liv til et så vigtigt område i Viborg, udtaler Michael Thomsen, der er udviklingschef hos Innovater, i meddelelsen.

Oprindeligt blev lokalplanen for projektet vedtaget i foråret 2017, men siden er projektet blevet bearbejdet, så processen har trukket ud.

– Vi har gennem længere tid arbejdet med at få skabt de bedste planmæssige rammer for projektet Asani Haven, og vi er glade for aftalen med Innovater, som har fået samlet et stærkt hold med entreprenør, bank og investor, så projektet nu endelig kommer i gang, siger Ole Philipsen, ejer af Philipsen Gruppen.

Nedrivningen af posthuset er opstartet og maskinerne planlægges at gå i jorden for egentlig byggestart i løbet af september. Innovater har indgået kontrakt med nordjyske HP Byg  som totalentreprenør på byggeriet.

Boligerne er solgt til et projektselskab etableret og forvaltet af Pareto Securities, med forventet aflevering i begyndelsen af 2024.

– Jeg er både glad og stolt over at vi med projektet, har indgået vores første aftale og salg til Pareto Securities, hvor samarbejdet med Frederik og Mads og deres rådgiver-team har fungeret fantastisk. Pareto Securities får med projektet mulighed for at investere i en vækstby som Viborg, og med sin centrale placering, bliver de nye lejligheder særdeles attraktive for de mange lejere, som ønsker at komme tættere på byen og bo i en helt nybygget lejlighed i centrum, udtaler Morten Lykke, administrerende direktør for Innovater.

Projektet afleveres nøglefærdigt til et nystiftet selskab under Pareto Securities, som må af med godt 200 millioner kroner for det samlede projekt, som også omfatter en parkeringskælder.

– Vi er meget tilfredse med købet af dette velbeliggende boligudlejningsprojekt, som vi vurderer, bliver blandt de mest attraktive i Viborg. Vi takker sælger og alle involverede parter for en god og konstruktiv proces og glæder os til at overtage ejendommen om knap halvandet år, udtaler Frederik Kock, equity partner og chef for Pareto Securities’ danske aktiviteter.

Køber har været rådgivet af Bech Bruun, Emcon og Grant Thornton.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling