
InstallatørGruppen fortsætter sin vækst i Schweiz med opkøbet af den familieejede el-virksomhed a3 Haustech AG fra Regensdorf ved Zürich.
Det skriver koncernen i en pressemeddelelse.
Det er den tredje schweiziske virksomhed, koncernen har budt velkommen i år, og den første inden for elsektoren.
Med opkøbet har InstallatørGruppen nu har omkring 150 medarbejdere og en samlet omsætning på cirka 560 millioner kroner i alpelandet. Målet er at runde 800 millioner kroner i løbet af de kommende måneder gennem yderligere opkøb.
A3 Haustech AG fortsætter som selvstændig virksomhed under eget navn og ledelse, i tråd med InstallatørGruppens decentraliserede forretningsmodel.
Direktør Valdrin Aliti fremhæver partnerskabet som en mulighed for vækst og videndeling uden at miste virksomhedens frihed.
InstallatørGruppens administrerende direktør, Niels Meidahl, betegner samarbejdet som et vigtigt skridt i koncernens schweiziske ekspansion.
– Dette opkøb understreger vores dedikation til den schweiziske vækststrategi og styrker betydeligt vores markedsposition, udtaler Niels Meidahl.
Med tilføjelsen af a3 Haustech AG tæller InstallatørGruppen nu 42 virksomheder i Danmark og Schweiz med samlet over 2.000 ansatte og en omsætning på 4,3 milliarder kroner.















