Nordbyens Energi & VVS er leverandører af VVS-installation og -service og leverer totalløsninger inden for energikilder, VVS, ventilation og blik.
VVS-virksomheden med omkring 35 medarbejdere har base i Lystrup i Aarhus og bliver nu en del af InstallatørGruppen.
Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse.
– Jeg er meget glad for at blive en del af InstallatørGruppen, hvor vi kan forbedre vores konkurrenceevne, udnytte synergier på tværs af virksomhederne samt styrke vores tilstedeværelse og kompetencer endnu mere, samtidigt med at vi kan bevare vores firmanavn, medarbejdere, tætte kunderelationer og lokale nærhed, udtaler Henrik Rasmussen, direktør i Nordbyens Energi & VVS.
Nordbyens Energi & VVS havde i 2023 en bruttofortjeneste på godt 43 millioner kroner, mens resultatet før skat landede på knap 17 millioner kroner og efter skat på godt 13 millioner kroner. Ved udgangen af året havde virksomheden en egenkapital på godt 7 millioner kroner.
Ligesom de andre virksomheder i InstallatørGruppen beholder Nordbyens Energi & VVS deres firmanavn, ledelse, medarbejdere og kontor.
– Vi er meget glade for at få Nordbyens Energi & VVS ind i InstallatørGruppen. Det har været vigtigt for os at få større del af vores forretning i Jylland, og med Nordbyens Energi & VVS kommer vi tættere på vores målsætning om at være en landsdækkende forretning, udtaler Peter Frandsen, direktør i InstallatørGruppen.
Med Nordbyens Energi & VVS har InstallatørGruppen en samlet omsætning på omkring 2,6 milliarder kroner og mere end 1.500 medarbejdere.
Senest indgik InstallatørGruppen aftale med Kaj Larsen A/S, hvoraf aftalen er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse.