Installatørvirksomhed går efter DGNB til færdigrenoveret domicil

NRGi Elcon har færdigrenoveret sit domicil i Glostrup og forventer nu, at projektet certificeres til DGNB Rum.

Efter halvandet års planlægning og omfattende renovering har NRGi Elcon åbnet sit nye hovedkontor i Glostrup.

Det oplyser installatørvirksomheden i en pressemeddelelse.

De 230 medarbejdere flytter ind i en bygning, der er renoveret efter principperne i DGNB Rum-manualen.

DGNB Rum er et certificeringssystem for renovering og nyindretning, som blev introduceret i 2024 af Rådet for Bæredygtigt Byggeri.

Certificeringen fokuserer blandt andet på indeklima, brugernes trivsel, lavt ressourceforbrug samt genbrug og genanvendelse af materialer ved renovering og nyindretning af eksisterende bygninger.

– Med DGNB Rum-manualen har vi haft et certificeringsværktøj, der hele tiden har guidet os til at træffe bedre beslutninger i hele processen. Lige fra de store installationsløsninger til de små detaljer, udtaler Tommy Hansen, administrerende direktør i NRGi Elcon.

Renoveringen har lagt vægt på genbrug og “upcycling”. En stor del af møblerne stammer fra NRGi Elcons tidligere kontorer, og mange lamper og inventardele er blevet renoveret i stedet for udskiftet. Også bygningens oprindelige linoleumsgulv og ståltrapper er bevaret og tilpasset nutidige standarder.

– Lige fra dag ét har vi haft fokus på at skabe en arbejdsplads, hvor genbrug og ansvarligt materialevalg er tænkt naturligt ind i løsningerne. Det har betydet, at vi har brugt ressourcer og materialer, der allerede fandtes i bygningen og på nogle af vores andre lokationer og givet dem nyt liv frem for at erstatte dem med nyt, udtaler Tommy Hansen.

Han oplyser, at medarbejderne har været inddraget i projektet fra begyndelsen, så indretningen afspejler deres behov og arbejdsgange. Resultatet er ifølge NRGi Elcon et moderne domicil med et råt udtryk og fokus på trivsel og ansvarlighed.

Projektet er gennemført i samarbejde med Kuben Management som bygherrerådgiver og bæredygtighedsrådgiver, Blegvad Arkitekter og totalentreprenøren KBS.

NRGi Elcon forventer nu at modtage den officielle DGNB Rum-certificering for bygningen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling