På et 254.000 kvadratmeter stort areal på Lillevangsvej vest for Ørslev kan et stort datacenter være på vej. Foto: Vordingborg Kommune.
På et 254.000 kvadratmeter stort areal på Lillevangsvej vest for Ørslev kan et stort datacenter være på vej. Foto: Vordingborg Kommune.

Politikerne i Klima- og Teknikudvalget i Vordingborg Kommune har besluttet at sætte gang i arbejdet med en ny lokalplan for et stort areal på Lillevangsvej 19 i Ørslev, hvor en international investor vil bygge et datacenter.

Navnet på den internationale investor oplyses ikke, men Dansk Byudvikling er gennem en aktindsigt kommet i besiddelse af en mail, der viser, at ansøgningen er indsendt af Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma.

Det har ikke været muligt at få kontakt til ingeniørfirmaet med henblik på at få oplyst, hvem den internationale investor er.

“Datacentret planlægges opført i etaper og vil i fuldt udbygget form kunne håndtere en samlet elektrisk kapacitet på op til 250 MW, afhængigt af den endelige udformning og behov”, lyder det i mailen.

“Datacentret vil under fuld drift være en arbejdsplads for 80-100 personer. Udover dette vil der være tilknyttet en del indirekte arbejdspladser, både i forbindelse med service og vedligehold samt slutkundernes behov for at tilse IT-udstyr. Under konstruktionsfasen vil det være en byggeplads for mere end 200 personer”, lyder det videre.

Vordingborg Kommune oplyser, at der endnu ikke forligger et konkret projekt, “hvilket vil blive en del af planprocessen på baggrund af den politiske igangsættelse”.

Der lægges op til, at datacentret skal opføres i etaper og med fokus på bæredygtighed, men visse usikkerheder omkring området vest for Københavnsvej i Ørslev skal først afklares.

“Det skal dog understreges, at der fortsat forestår en række nærmere undersøgelser for at afklare områdets egnethed til datacenterformål”, lyder det i ansøgningen fra Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma.

Ingeniørvirksomheden henviser til, at der skal laves vurderinger af blandt andet logistik og adgangsforhold, miljømæssige hensyn, støj og varmeafledning, strømforsyning og nettilslutning, samt tilgængelighed af fiberforbindelser og kølingsmuligheder.

“Der er allerede indledt dialog med relevante aktører, herunder transmissionsselskabet (EnergiNet), med henblik på at afdække de tekniske og kapacitetsmæssige forudsætninger for nettilslutning”, oplyses det i mailen. 

Kommunens administration vurderer, at virksomhedsprofilen og placeringen passer godt ind i Vordingborg Kommunes erhvervsstrategi.

Planerne om at udnytte overskudsvarmen og basere driften på grøn energi understøtter målet om at udvikle Vordingborg til Østsjællands kraftcenter for grøn energi. Business Vordingborg har allerede været involveret i dialogen i den indledende fase.

Grunden, hvor datacentret efter planen skal bygges, er privatejet og strækker sig over fire matrikler. Datacentret skal placeres på to matrikler, der strækker sig over et areal på 254.000 kvadratmeter.

Tilmeld Nyhedsbrev