Gammeltorv 24 midt i København. Foto: Colliers.
Gammeltorv 24 midt i København. Foto: Colliers.

To internationale virksomheder er flyttet ind i nye kontorlokaler i den gennemgribende ombyggede ejendom på Gammeltorv 24 midt i det indre København.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Colliers, som har formidlet udlejningen af de to kontoretager.

– Det har været en stor fornøjelse for mig som udlejningsmægler på sagen at arbejde med en udlejer, der i så høj grad prioriterer kvalitet, udtaler Martin Østengaard, kontorudlejningschef hos Colliers.

– Det er måske nogle af de flotteste kontorlejemål, jeg har set i min tid som mægler. Gammeltorv 24 er et af de mest gennemførte projekter, jeg har arbejdet med, og det lader til også at falde i lejernes smag.

Ejendommen ejes af Anders Holch Povlsens investeringsselskab AAA United, som har tilknytning til tøjkoncernen Bestseller.

Bygningen er blevet totalombygget, hvor kun den historiske facade er bevaret, mens resten af ejendommen er opført på ny. Målet har været at forene den historiske arkitektur med moderne kontorfaciliteter og materialer af høj kvalitet.

Projektet har været teknisk krævende, fordi etagerne bæres af en særlig konstruktion kaldet Livets Træ, som er støbt direkte på stedet og opført oven over metrolinjen under pladsen.

I stueetagen og på første sal er der butikker, hvor Bestseller har åbnet en ny flagskibsbutik. Ejendommen rummer også Victoria Pub. De øverste etager er indrettet til kontor.

Investeringsselskabet Balyasny Management har lejet fjerde sal på 622 kvadratmeter, også med egen tagterrasse.

Tredje sal på 691 kvadratmeter med privat tagterrasse er udlejet til en virksomhed, der endnu ikke ønsker flytningen offentliggjort.

Begge virksomheder er blevet henvist til lejemålene af rådgivere fra henholdsvis RED og CBRE.

Hos Colliers oplever man samtidig, at virksomheder i stigende grad efterspørger kontorer med høj kvalitet og en central beliggenhed.

Colliers står fortsat for udlejningen af de resterende kontorlokaler i ejendommen, hvor der stadig er ledige lejemål på anden og femte sal.

Tilmeld Nyhedsbrev