Investor kræver tocifret millionerstatning fra kommune for aflyst feriepark

Investor bag projekt med næsten 500 ferieboliger kræver mindst 20 millioner kroner i erstatning fra Vordingborg Kommune.

Et droppet ferieparkprojekt ved Hjelm Bugt på Møn har udviklet sig til en strid mellem investor og kommune.

Den tidligere planlagte Møns Klint Feriepark, der blev opgivet i 2022 efter massiv lokal modstand og usikkerhed om statslig godkendelse, kan nu ende med et stort økonomisk efterspil.

Det skriver SN.dk.

Investor John Bengt Møller, der stod bag projektet, kræver ifølge mediet mindst 20 millioner kroner i erstatning fra Vordingborg Kommune.

Ifølge John Bengt Møller dækker kravet over tabte investeringer, værdiforringelse og forskellige udgifter. I et brev til kommunen skriver han, at han håber på en mindelig løsning, men at sagen om nødvendigt kan blive ført videre ved domstolene.

– Vores investorer er chokerede over behandlingen af sagen, og vi er blevet efterladt med en uanvendelig investering. Vi håber på en forligsorienteret tilgang, men vil om nødvendigt forfølge kravet via domstolene, siger John Bengt Møller til SN.dk.

Planerne omfattede næsten 500 ferieboliger fordelt på 69 små bebyggelser, samt café- og restaurantområder.

Tegnestuen Schmidt Hammer Lassen og rådgivningsvirksomheden Niras var tilknyttet projektet, som ifølge investoren ville koste omkring en milliard kroner.

Kommunen godkendte de indledende undersøgelser i 2020, og planen var, at de første gæster kunne indlogeres i foråret 2022. Netop på det tidspunkt blev projektet dog skrinlagt, da kommunen manglede en endelig udmelding fra staten.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling