
Banebykonsortiet, som består af Nrep, Novo Holdings og Industriens Pension, har besluttet ikke at benytte deres option på et joint venture med DSB Ejendomsudvikling om en del af Københavns kommende bydel, Jernbanebyen.
Det skriver DSB Ejendomsudvikling i en pressemeddelelse.
For nylig løb udviklingen ifølge Byrummonitor ind i noget af en stopklods, idet der i forbindelse med den offentlige høring af lokalplanen for den nye bydel er indkommet et høringssvar fra Banedanmark, som ikke forventer at kunne leve op til planens støjkrav.
Lokalplanen forventes dog vedtaget i andet kvartal af 2025, og ifølge DSB Ejendomsudviklingen dropper Nrep, Novo Holdings og Industriens Pension dog den nye bydel som konsekvens af “ændrede markedsvilkår”.
Beslutningen betyder, at gruppen af samarbejdspartnere, der står bag Københavns kommende bydel, Jernbanebyen, deles dermed i to. Bydelen skal derfor udvikles med en ændret partnerkreds.
Læs også: Jernbanebyen skal vise vejen for fremtidens bæredygtige byer
– Markedet har de seneste år ændret sig markant med stigende renter, faldende grundværdier, højere afkastkrav for investorer og behov for at stille med mere kapital i forbindelse med byudvikling. De stigende renter har blandt andet medført, at der er mindre adgang til lånefinansiering. Det betyder, at der skal væsentlig mere kapital til at udvikle hele Jernbanebyen. Med den øgede volatilitet i markedet har Banebykonsortiet ikke fundet det rigtigt at binde så stor en mængde kapital i så langsigtet et projekt, udtaler Thomas Riise-Jakobsen, landchef for Nrep i Danmark på vegne af Banebykonsortiet.
– Derfor reducerer vi vores engagement i Jernbanebyen og har besluttet ikke at gøre brug af en option om at være del af det fælles selskab, der skal udvikle DSB Ejendomsudviklings del af Jernbanebyen.
Læs også: De kommende års byudvikling i København
– Vi glæder os dog over fortsat at være med i tilblivelsen af den del af Jernbanebyen, der bliver til i samarbejde med Freja Ejendomme.
Banebykonsortiet fortsætter således som udvikler og samarbejdspartner på den del af Jernbanebyen, som i dag ejes af Freja Ejendomme.
Den betingede joint venture-aftale er tilbage fra starten af 2023 og blev i sin tid indgået mellem Banebykonsortiet og DSB Ejendomsudvikling.
Ny samarbejdspartner skal findes
Beslutningen betyder, at DSB Ejendomsudvikling stopper den fortsatte udvikling af selskabets område af Jernbanebyen, indtil der kan findes en ny samarbejdspartner med økonomien og ekspertisen til at udvikle området.
– Vi er naturligvis ærgerlige over, at Banebykonsortiet trækker sig fra det fælles projekt. Vores opbakning til visionen for Jernbanebyen er fortsat den samme, og det gælder også ambitionerne for området på længere sigt, siger Søren Beck Heede, som er administrerende direktør i DSB Ejendomsudvikling.
– Vi påbegynder nu arbejdet med at finde nye potentielle partnere. Jernbanebyen er et unikt projekt, og selvom der forestår et omfattende arbejde, er vi parate til at bruge den nødvendige tid på at finde en samarbejdspartner, der deler vores vision om at skabe en tiltrækkende og grøn bydel.
Læs også: Fire parter går sammen om udvikling af Jernbanebyen
Parterne bag Jernbanebyen understreger, at de vil fortsætte den konstruktive dialog og arbejde videre for at indfri visionerne for Jernbanebyen, herunder arbejdet med at færdiggøre og vedtage lokalplanen for Jernbanebyen i Københavns Borgerrepræsentation.
Jernbanebyen er placeret mellem Vasbygade, Enghavevej og Ingerslevsgade i København og udgør et samlet areal på cirka 555.000 kvadratmeter, hvoraf 175.000 kvadratmeter er udlagt til jernbanebrug og til Metroens Klargøringscenter.
Den del af arealet, der er tiltænkt byudvikling, ejes delvist af DSB, delvist af Freja Ejendomme.
Den resterende del af byudviklingsområdet udgøres af Den Gule By og af mindre arealer ejet af Københavns Kommune, Hofor og Metroselskabet.