Coop har lanceret den nye strategi ”Fremtidens Coop” og den medfører et væld af forandringer i organisationen, ligesom danskerne må sige farvel til en 137 år gammel supermarkedskæde, mens en ny fødes. Navnet på den nye kæde bliver helt enkel: Coop.
Det skriver koncernen i en pressemeddelelse.
De første butikker i den nye stor-kæde åbner efter sommerferien i år. Coop-kæden kommer til at bestå af de største butikker fra Kvickly, SuperBrugsen og Irma. Coop bliver suverænt Danmarks største supermarkedskæde.
De lokale butikker i Dagli’ Brugsen – og de butikker, der ikke skal være med i Coop-kæden – skifter på sigt navn til Brugsen.
– Vi står midt i en tid, som vi aldrig har oplevet før i hverken branchen eller Coop. Efter at have leveret rekordresultat i 2020 og rekordomsætning i 2021 har vi set en ekstrem ændring i kundernes indkøb det seneste år, hvor de flytter mere indkøb over i discount, og generelt køber færre og billigere varer. Samtidig er vi ramt af prisforhøjelser fra leverandører, som vi langt fra, har fået hjem i vores priser til kunderne. Sammen med eksplosive stigninger i energiomkostningerne, har det medført et meget stor fald i indtjeningen, og vi forventer det dårligste resultat i Coops historie, et underskud på et stort, trecifret millionbeløb, udtaler Kræn Østergård Nielsen, administrerende direktør i Coop, i meddelelsen.
Med den nye struktur går Coop fra at have haft otte kæder til at have tre. Indtil sidste år havde man: Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta, 365discount, Irma, Coop.dk Shopping og Coop.dk MAD. Fremover altså: Coop/Coop.dk, 365discount og Brugsen.
Irma-mærket forsvinder ikke helt
Irma vil ændres fra at være en københavnsk butikskæde til at være et landsdækkende mærke, hvor et større antal unikke Irma-varer vil kunne fås i alle Coop-supermarkederne.
Irma har i en årrække haft underskud. Selv under coronakrisen, hvor Coop som koncern skabte de bedste resultater nogensinde, lykkedes det ikke at skabe overskud i Irma. Kundernes stærkt stigende indkøb i discount, har været en udfordring for kæden, skriver Coop.
Af de 65 Irma-butikker omdannes de ni største til den nye Coop-kæde, 28 til 365discount og de 11 mindste til Brugsen, mens 17 lukker.
– Det er en beslutning, der smerter os dybt. For vi har enorm respekt for den stærke kultur i Irma, den enestående medarbejder-indsats og de mange kunders loyalitet og varme følelser for kæden. Men vi må desværre konstatere, at markedsgrundlaget ikke længere er til stede for Irma som selvstændig kæde: Kunderne går mere og mere i discount og Irma har større og større underskud, siger Kræn Østergård Nielsen, Coop.
Irma-butikkerne fortsætter normalt frem til omkring 1. april, hvorefter konverteringerne og lukningerne begynder, løbende frem mod årsskiftet.
Coop.dk MAD stopper
Coop.dk MAD, der de seneste 10 år har leveret dagligvarer direkte til døren over hele Danmark, stopper med udgangen af februar. Det sker efter underskud alle årene, der viser, at der endnu ikke er en forretningsmodel for online-supermarkeder, der er økonomisk bæredygtig, hverken for Coop eller andre aktører.
– Vi kan desværre ikke forsvare at fortsætte med at investere så massivt i onlinemarkedet med dagligvarer, hvor ingen endnu har fundet en økonomisk bæredygtig forretningsmodel – og slet ikke når som vi vil gøre det under ordnede forhold med overenskomst for chaufførerne, siger Kræn Østergård Nielsen.
Til gengæld fokuseres kræfterne på Coops anden og største online-butik, den succesfulde nonfood-forretning, Coop.dk Shopping, der fortsætter under navnet, Coop.dk og som kommer til at spille tættere sammen med de fysiske butikker i Coop-kæden.
Sidste bestillingsdag på Coop.dk MAD bliver 27. februar, og sidste levering bliver 28. februar.
Enklere ledelsesstruktur
Forenklingen af Coop gælder også i ledelsen. Fremover vil koncernen ledes af Coops Ledelses Team. Det skal sikre fokus på de to store kæder, Coop og 365discount, skabe en fladere ledelsesstruktur og dermed enklere og hurtigere beslutningsveje.
Den hidtidige CFO, Thomas Brebøl Christensen, har i forbindelse med omstruktureringen valgt at stoppe i Coop. Som ny CFO og koncerndirektør er udnævnt Anders Boll Holmelund, der hidtil har været direktør med ansvar for Forretnings Økonomi & Finansiering. Thomas Brebøl Christensen fortsætter som eksternt medlem af bestyrelsen i Coops software-selskab LoByCo.
Kædedirektør Kenneth Pedersen, SuperBrugsen-Kvickly, og kædedirektør Jan Larsen, Irma, har også valgt at stoppe i forbindelse med den nye organisation.
Direktør i Coop.dk Mad, Lars Rasmussen, fortsætter i en anden rolle i Coop. Den nye ledelsesstruktur gælder fra dags dato.
Ledelsesteamet består af:
Administrerende direktør (CEO): Kræn Østergård Nielsen
Koncerndirektør, Coop-kæden: Allan Kristoffersen
Direktør, 365discount-kæden: Thomas Nielsen
Direktør, Kunde-, Marketing og Digital (CMO): Dorte Tandrup
Koncerndirektør, Kategori & Kommerciel Excellence og CSR (CCO): Per Thau
Direktør, HR, Kultur & Kommunikation (CHRO): Lotte Hjortlund Andersen
Direktør, Supply Chain, Teknologi & Operationel Excellence (COO): Egil Møller Nielsen
Koncerndirektør, Økonomi, Jura & Ejendomme (CFO): Anders Boll Holmelund
Direktør, Strategi & Transformation (CTO): Helle Ringer