Når EuroSkills 2025 løber af stablen i Herning den 9.–13. september, byder Rockwool og DI Byggeri på en demonstration af, hvordan isolering klarer brandsikkerhed.
Det oplyser isoleringsproducenten i en pressemeddelelse.
Danmark er for første gang værtsland for konkurrencen, hvor 600 unge håndværkere fra hele Europa dyster i 38 fag over fem dage under temaet “Skilled for a Greener Future”.
Rockwool deltager som fagsponsor for at vise de unge mulighederne i en håndværksuddannelse.
På scenen hos DI Byggeri kan besøgende se isolering modstå temperaturer på over 1.000 grader og opleve, hvordan materialet kan genanvendes i cirkulært byggeri.
– Vi håber, at oplevelsen både inspirerer til at vælge en håndværksuddannelse og giver en forståelse for, hvorfor sikre løsninger er afgørende i fremtidens byggeri, udtaler Thomas Striegler, Marketing Manager hos Rockwool.
– Samtidig er showet en opfordring til de unge om at vælge en spændende uddannelsesvej inden for byggefagene, hvor de kan bruge både viden, hænder og samarbejde til at skabe trygge rammer for fremtiden.
Hver dag klokken 10 og 14 præsenteres en is-demonstration: Et lille hus af stenuldsisolering udsættes for flammer, mens is placeres indeni. Publikum kan selv gætte, om isen smelter – og svaret overrasker ofte, lyder det.























